Butikstyv på rulleskøjter blev til røver

Manden blev genkendt og anholdt af politiet efter røveriet. Han er nu i politiets varetægt natten over.

En 22-årig mand på rulleskøjter gjorde sig selv til røver, da han onsdag forsøgte at stjæle en hårspray fra Fakta i Kvaglund i Esbjerg.

- Personalet havde set, at han havde puttet en hårspray i lommen, og da han forsøgte at skøjte ud gennem kasselinjen, stillede personalet sig i vejen, fortæller Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Herefter opstod der lidt tumult mellem manden og personalet, og manden fik sig  vristet sig fri og stak af med hårsprayen. Da manden brugte magt for at vriste sig fri, betegner politiet episoden som et røveri i stedet for et tyveri.

Manden blev filmet af videoovervågning, og da han tidligere er kendt af politiet, blev han anholdt sidst på eftermiddagen.

Han har efterfølgende overnattet i arresten. Eftersom han tidligere har lavet anden kriminalitet, vil politiet undersøge, om det er nok til at fremstille ham i grundlovsforhør.