Hun kalder det selv ”stumpen”.
Det stykke af højre arm, hun stadig har tilbage. Venstre arm er helt væk. I baghovedet har hun et ar efter de 60.000 volt, der blæste igennem hende og ud af hendes hoved.
Det skete en novemberdag i 2010. Dengang var hun 10 år og boede lige i nærheden af transformerstationen på Lykkegårdsvej i Esbjerg.
En leg med en hoppebold førte til, at hun kravlede over hegnet og derefter op i en elmast. Pludselig gled hun og greb ud efter det nærmeste: En el-ledning.
- Men jeg husker det slet ikke. Det er noget, jeg har fået at vide, siger Cathleen Møller Nielsen til TV SYD.
Armene var brændt op
Den dramatiske hændelse sendte hende med helikopter til Rigshospitalets brandsårsafdeling. Her stod de to arme ikke til at redde. De var brændt op.
Jeg var sur og arrig på alt og alle. På hele verden sådan set.
Hun lå i medicinsk koma i en måned. Fik ”drejet” hullet på siden af hovedet, så det kom til at sidde i baghovedet, hvor det er nemmere at skjule med hendes hår.
En meget svær tid for den unge 10-årige pige fulgte.
- Jeg var sur og arrig på alt og alle. På hele verden sådan set, siger hun.
SMS'er med tæerne
Men livet skulle omfavnes. Og det blev det. Med en fast vilje og med god hjælp.
Cathleen Møller Nielsen bed fra sig og bed tænderne sammen. Lærte at gøre det hele uden arme. Gik på Kulturskolen, hvor hun malede. Har været til svømning og ridning. Kan sms’e med tæerne.
Og nu har hun sat punktum for den svære periode. Med en studenterhue.
- Jeg er stolt – som alle andre studenter, siger hun.
Jeg lærte hurtigt noget om livet. At det var svært, og at det var hårdt.
I de tre år, hun gik på Esbjerg Gymnasium, blev hun hjulpet på vej af Majbrit Josefsen, der var hendes forlængede arme. Når der skulle skrives noter, når bladene i bøgerne skulle vendes, når madpakken skulle hentes og pakkes ud.
- Vi fandt heldigvis en god samarbejdsform, så jeg næsten ikke skulle sige en sætning helt, før Majbrit fuldendte den, siger Cathleen Møller Nielsen.
Mere moden end vennerne
Nu er hun flyttet til Fyn sammen med sin mor. På vej til psykologistudiet på SDU i Odense, hvis hun kommer ind. Sammen med journalisten fra TV SYD står hun og kigger på elmasterne bag hegnet.
- Underligt. Men det er sidste gang, jeg kommer til at se det her, siger hun.
Det er helt symbolsk, at hun nu flytter langt væk fra elmasterne på Lykkegårdsvej. Hun er kommet langt siden dengang. Og sikkert også længere end mange af sine kammerater.
- Jeg tror, at jeg er mere moden. Jeg lærte hurtigt noget om livet. At det var svært, og at det var hårdt. Noget, som de selvfølgelig også vil lære gennem livet, men jeg lærte det i en yngre alder, end de gjorde, siger hun.