Cathrines stemmer truer hende: Du dør, hvis du bliver smittet med corona

Psykisk syge bliver endnu mere syge i corona-krisen. Den udløser deres angst, ensomhed eller stemmer.

Han sidder ved et bord og fletter julestjerner. Det er han ret god til. Fingrene arbejder hurtigt og rutineret. 

- Jeg har godt nok lavet mange efterhånden, siger han med et smil. 

Jørgen Jensen er her på Psykiatrisk Afdeling, Esbjerg, for tredje gang, siden coronaen kom til landet, og frygten for den bredte sig som en steppebrand.

Jørgen Jensen har været indlagt på Psykiatrisk afdeling, Esbjerg, tre gange på et halvt år. Han bliver syg og stresset af corona-restriktionerne. Foto: Finn Grahndin
Jørgen Jensen har været indlagt på Psykiatrisk afdeling, Esbjerg, tre gange på et halvt år. Han bliver syg og stresset af corona-restriktionerne. Foto: Finn Grahndin
quote

De første 14 dage snakkede jeg kun med kassedamen i Netto.

Jørgen Jensen om den første tid med coronaen.

Mette F giver stress

- Jeg har de sidste 20 år været indlagt seks gange i alt. Men tre gange bare på det sidste halve års tid. Bare Mette (statsminister Mette Frederiksen, red.) træder frem på skærmen, begynder jeg at få stress, fordi det nok betyder flere restriktioner, siger den 46-årige førtidspensionist fra Esbjerg. 

Han fortæller, at hans sociale liv stoppede brat, da coronaen kom til landet. 

- Jeg trak mig helt. De første 14 dage snakkede jeg kun med kassedamen i Netto. Jeg er ellers ret social, siger han.

Mine tanker kører mig ned

Han siger det med et skævt smil, men øjnene fortæller, at det ikke var spor sjovt. Frygten for at blive smittet fik ham til at isolere sig. Men det gør ham på den anden side ensom. 

- Det har jeg ikke godt af. Så får mine tanker frit spil. Og tankerne kører mig længere og længere ned. Især om aftenen. 

Snemanden ved indgangen til afdeling E. Her har Jørgen Jensen fået det meget bedre. Han håber, coronaen snart forsvinder, så han kan få det bedre igen.
Snemanden ved indgangen til afdeling E. Her har Jørgen Jensen fået det meget bedre. Han håber, coronaen snart forsvinder, så han kan få det bedre igen.

Truende stemmer 

Cathrine Louise Sevelsted på 22 år er her også. Hun står i gården og sender kæmpestore røgtåger ud i luften, når hun har taget et drag af sin E-cigaret. Også hun føler sig skidt tilpas her under coronakrisen.    

- Mine stemmer siger til mig, at hvis jeg bliver smittet, så dør jeg, fortæller hun.    

Pårørende i klemme 

I patientforeningen Bedre Psykiatri kan de nemt genkende billedet med coronakrisen, der  rammer psykisk syge og pårørende. 

- De psykisk syge har fået det værre under coronakrisen, og deres pårørende er blevet mere belastede, siger Cecillie Sørensen, rådgivningskoordinator i Bedre Psykiatri. 

Jørgen Jensen har i to uger boet i værelse 22 på Psykiatrisk Afdeling E. Nu er han klar til at komme hjem igen.
Jørgen Jensen har i to uger boet i værelse 22 på Psykiatrisk Afdeling E. Nu er han klar til at komme hjem igen.

Væresteder lukkede ned 

Foreningen lavede i maj en undersøgelse, der bekræfter dette. Coronakrisen har været svær, fordi de psykisk syge har været udsat for nedlukninger af væresteder og andre sociale tilbud, besøgsrestriktioner og sociale begrænsninger i det hele taget. Og det belaster de pårørende stærkt, fordi de i høj grad har måttet overtage opgaverne, siger Cecilie Sørensen. 

Fire konklusioner fra undersøgelsen:

  • Næsten halvdelen (45 pct.) af pårørende vurderer, at den syges sygdomstilstand er forværret som følge af corona-situationen.
  • To ud af tre (64 pct.) pårørende mener, at det er blevet sværere for den syge at få den nødvendige hjælp som følge af corona-krisen. 
  • To ud af tre (63 pct.) pårørende har været ekstraordinært belastet som følge af corona-situationen de sidste fem uger. 
  • Næsten tre ud af fire pårørende (70 pct.) frygter, at den syges situation og tilstand vil blive forværret som følge af corona-situationen. 

Anden slags juleaften

Både hun og Jørgen Jensen er glade for at blive indlagt. Det betyder mere ro for urolige tanker og truende stemmer. I dag mandag skal Jørgen Jensen hjem igen efter to uger på den psykiatriske afdeling.

Men juleaften bliver ikke den sædvanlige hjemme hos forældrene på Sjælland. Han foretrækker at blive i Esbjerg, hvor han vil hjælpe til i forbindelse med Kvaglund Kirkes julekomsammen den 24.

- Så har min hjerne noget andet at beskæftige sig med, siger han.