Chauffør dømt til fængselsstraf og udvisning

En tyrkisk lastbilschauffør blev i dag ved Retten i Esbjerg idømt 40 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Forud for sin dom havde han været varetægtsfængslet og han har udstået fængselsstraffen med sin varetægtsfængsling. Indtil han kan udvises, er han derfor nu fængslet med hjemmel i Udlændingeloven.

Den tyrkiske mand var tiltalt for dokumentfalsk efter at have brugt en falsk polsk opholdstilladelse over for det danske politi. Den blev brugt til at dokumentere, at han havde ret til at arbejde som chauffør i et EU-land, selvom han er 3. landsstatsborger.

Den tyrkiske mand nægtede sig skyldig, men domsmandsretten lod sig ikke overbevise, hvorfor han blev idømt fængselsstraffen og nu udvises af Danmark.