Colin Todd smider fløjlshandskerne

Esbjerg fB har ramt det foreløbige sportslige lavpunkt med pokalfiaskoen mod B 93 torsdag. Mandag aften gælder det Lyngby i superligaen på hjemmebanen i Blue Water Arena.

Esbjerg fB’s cheftræner, Colin Todd, har smidt fløjshandskerne og skærmer ikke længere sine spillere mod presset fra omgivelserne. 

I hjemmekampen mod Lyngby må de vise karakter og demonstrere, at de kan kæmpe sig ud af de vanskeligheder, de befinder sig i som bundhold i superligaen, forlanger Colin Todd.
- Vi skulle ikke have bragt os i den situation før Lyngby-kampen. Jeg advarede mod farerne ved at spille pokalfodbold, og nederlaget ramte mig hårdt personligt, siger Colin Todd til EfBs hjemmeside.

Mandag aften kommer oprykkerne fra Lyngby til Esbjerg med fire 1-0-sejre i træk som ballast, blandt andre over Brøndby IF og FC Midtjylland. 
EfB må undvære tre profiler i aftenens vigtige kamp for at vinde tilhængernes tillid tilbage. Anfører Jeppe Andersen er først på vej tilbage efter sin knæskade, Ryan Johnson Laursen pådrog sig en fiberskade i pokalkampen, og Kevin Mensah har lyskeproblemer. Mark Brink og Jeppe Brinch er nye i truppen.

 

Der er kampstart kl. 19 og opgøret kan følges på TV 3 Sport 1