Danmarks oliehovedstad: Vi skal have stabile rammer i Nordsøen

Det giver ikke mening at stoppe med at producere olie, når efterspørgslen er der, siger Esbjergs borgmester.

Der er brug for helt klare og tydelige rammer for, hvordan olieselskaber kan operere i Danmark i de kommende årtier.

quote

Så længe der er brug for olie, så hjælper det ikke noget, at vi i Danmark stopper med at producere det.

Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg

Ellers risikerer Danmark at gå glip af store milliardindtægter og tabe tusindvis af arbejdspladser frem til den dag, hvor der ikke længere skal hives olie og gas opad undergrunden.

Sådan lyder det fra Jesper Frost Rasmussen (V), der er borgmester i Esbjerg, Med de nuværende tilladelse er der mulighed for olieudvinding frem til 2052.

- Så længe der er brug for olie, så hjælper det ikke noget, at vi i Danmark stopper med at producere det. Så løser vi ikke problemet, men flytter det.

- Derfor skal der være ro om rammevilkårene. Hvis der er usikkerhed om, hvorvidt vi overhovedet skal producere olie i Danmark, så kommer de store investeringer ikke, fordi olieselskaberne foretager langsigtede investeringer, siger han.

Meldingen kommer, efter at regeringen torsdag indkaldte til forhandlinger om den fremtidige indvending af olie i Nordsøen.

Oliegigant har trukket ansøgning tilbage

Det skyldes, at det franske olieselskab Total, der er den største spiller i den danske del af Nordsøen, har trukket sin ansøgning om nye licenser til efterforskning og udvinding af olie tilbage.

Ansøgningen var til en udbudsrunde - kaldet 8. udbudsrunde - der potentielt kan give mulighed for olieudvinding frem til midten af 2050'erne.

Med de nuværende tilladelse er der mulighed for olieudvinding frem til 2052.

Blandt miljøorganisationer og venstre side af Folketinget er der et krav om, at der ikke skal gives flere tilladelser, fordi det ikke harmonerer med Danmarks klimamål.

Danmark har en bæredygtigt produktion

Jesper Frost Rasmussen mener ikke, at det giver mening at stoppe oliejagten, så længe der er et behov for det.

- Vi er i Danmark i stand til at producere olie og gas på en mere bæredygtig måde end andre steder i verden.

- Olie og gassen vil blive produceret, så længe der er et behov for det, og hvis vi sætter en stopper for, så vil det blive produceret nogle steder, hvor vi ikke kan kontrollere og sætte rammerne for det, siger Jesper Frost Rasmussen.

Fra interesseorganisationen Olie Gas Danmark er der ligeledes et ønske om, at der fra politisk hold kommer rene linjer.

- Vi har forståelse for regeringens behov for at få belyst forskellige forhold inden en afgørelse af 8. udbudsrunde, men det har samtidig skabt uklarhed for industrien og haft indvirkning på investeringer og udvikling, siger direktør Martin Næsby i en skriftlig kommentar.