Dansk-libaneser efter eksplosion i Beirut: - Mit hjerte græder for Libanon

I mere end et døgn kunne dansk-libaneseren Sawsan Gharib Dall fra Esbjerg ikke få fat i sin familie efter tirsdagens katastrofe i Libanons hovedstad, Beirut.

For 55-årige Sawsan Gharib Dall fra Esbjerg kom det som et chok, da der skete en eksplosion på havnen i Libanons hovedstad, Beirut. Her eksploderede 2.700 tons ammoniumnitrat, der i 2014 blev konfiskeret fra et russiskejet fragtskib.

Siden ulykken tirsdag, der indtil videre har kostet 135 livet, såret 5.000 og gjort 300.000 hjemløse, har dansk-libaneseren fra Esbjerg mærket sorgen på sin egen krop.

- Jeg går og smågræder hele tiden, og jeg vågner med hovedpine. Mit hjerte græder for Libanon, for det er et land i knæ, siger Sawsan Dall, der er uddannet lærer og til daglig arbejder som socialpædagog for unge med nedsat fysisk og psykisk funktion.

Hun kom til Danmark som 19-årig i 1985 efter at være flygtet fra borgerkrigen i Libanon, der varede fra 1975 til 1990. Traumerne fra dengang sidder stadig i hende, og ulykken tirsdag har ikke gjort det lettere.

- Jeg har det elendigt lige nu. Det vækker mange minder fra dengang. Jeg kunne næsten ikke komme på arbejde onsdag, fordi jeg var så ked af det. Det er svært at være tilskuer til uden at kunne hjælpe, siger Sawsan Dall.

quote

Mit hjerte græder for Libanon, for det er et land i knæ.

Sawsan Gharib Dall, Esbjerg

Selvom det er hårdt for hende at følge med i nyhederne om ulykken, så forsøger hun alligevel at holde sig opdateret. Hun føler sig magtesløs, fordi hun ikke føler, at hun kan hjælpe. Alligevel har hun sendt penge til Røde Kors for at støtte arbejdet efter ulykken.

Havde ikke hørt fra familien

Sawsan Dall har kontakt til sin familie via samtaletjenesten WhatsApp. 

Hendes kusine, der bor otte kilometer fra Beirut i byen Dbayeh, fortæller blandt andet, at ruderne i hendes lejlighed er ødelagt.

quote

Hvis man giver op, kan man lige så godt lægge sig ned og dø. Men jeg ved, at libanesere er fightere, så vi skal nok klare den.

Sawsan Gharib Dall, Esbjerg

I halvandet døgn efter ulykken forsøgte Sawsan Dall uden held at få kontakt til sine to fætre, der var savnet. Hun frygtede det værste, men torsdag formiddag har hun hørt fra dem. De har deltaget i oprydningsarbejdet ligesom mange andre libanesere.

- Man bearbejder chokket ved at være praktisk. Så man ser på billederne, at folk begynder at rydde op. Det er en naturlig reaktion. Hvis man giver op, kan man lige så godt lægge sig ned og dø. Men jeg ved, at libanesere er fightere, så vi skal nok klare den, siger Sawsan Dall.

Et land i knæ

Ifølge Sawsan Dall er ulykken kun toppen af isbjerget af problemer for Libanon, der på mange måder er i knæ.

- Der er ikke noget, der fungerer. Der er hverken vand, elektricitet eller veje. Regeringen har lukket øjnene for det. Det handler kun om at få magten og slås om stolene. Der er ikke et ordentligt sundhedssystem. Folk dør ved indgangene til sygehuset, fordi man skal have penge for at få behandling, siger Sawsan Dall.

quote

Det, der er selvfølgeligheder i Danmark, har man ikke i Libanon.

Sawsan Gharib Dall, Esbjerg

Både coronavirus og eksplosionsulykken kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt, for ifølge Sawsan Dall var der et begyndende oprør i befolkningen.

- Der var gang i en god udvikling, fordi folk havde fået nok. Man kan ikke blive ved med at affinde sig med situationen. Det vigtigste er, at der er nogen, der vælter den her korrupte regering. For det er ligesom en virus. Man skal fjerne den for at få tingene til at blomstre og blive gode igen, mener Sawsan Dall.

Situationen i hendes hjemland har sat tingene i perspektiv for Sawsan Dall.

- Det, der er selvfølgeligheder i Danmark, har man ikke i Libanon. Jeg er så glad for at være dansker. En del af mig er selvfølgelig libaneser, men jeg er dansker også, påpeger Sawsan Dall.