De forlader Radikale i protest: Det er en opsparet frustration, der kulminerede i går

Den tidligere radikale byrådspolitiker i Kolding, Henrik Larsen, kan ikke genkende værdierne i sit parti efter Morten Østergaards afgang som politisk leder. Nu melder han sig ud af partiet efter 30 år. Hans kollega i Aabenraa følger trop.

- For mig er dialogen og samtalen det vigtige – ikke straffen og udskamningen.

Sådan lyder det fra den tidligere radikale toppolitiker, Henrik Larsen, der efter mere end 30 års medlemskab af Radikale Venstre bryder med partiet.

Henrik Larsen, der i en lang årrække sad som radikalt byrådsmedlem i Kolding, kan ikke længere genkende værdierne i sit parti, siger han. Den udmelding kommer oven på onsdagens chokmelding om, at partiets politiske leder, Morten Østergaard, forlader posten.

Det sker efter nogle intense uger, som kulminerede med afsløringen om, at det var Østergaard selv, der for 10 år siden lagde en hånd på kollegaen Lotte Rods lår mod hendes vilje.  

- Med al respekt for debatten om sexisme, så står vi lige nu foran de vigtigste måneder overhovedet, hvor der skal træffes beslutninger om finanslov og klimadebat. Men for at sige det lige ud, så er vi vingeskudte og ligner druknede mus. Vi har ikke noget at skyde med, fordi partiet har valgt at bruge så meget tid på det her, lyder det fra en frustreret Henrik Larsen.

Han er vred over, at der ikke længere bliver lyttet til det lokale bagland, som han er en del af.

- Den danske model er et lokalt forankret demokrati, hvor indflydelsen er lokal, og beslutninger træffes lokalt. Det sker ikke mere. Derfor har jeg en opsparet frustration, der kulminerede i går, siger han.

En anden radikal fra landsdelen er også på vej ud af partiet oven på gårsdagens formandsskifte. Det drejer sig om Chris Thorne Sørensen fra partiets Aabenraa-afdeling, hvor han senest har fungeret som kasserer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.