De kan måske ikke tale, men de kan tænke

Svært syge patienter får nu mulighed for at kommunikere via Ipads på sygehuset i Esbjerg.

Måske kan de ikke trække vejret selv, og de er alvorligt skadede. Men:

- De kan måske ikke tale, men de kan sagtens tænke. Og mange af dem har behov for at kommunikere med personale og pårørende. Når de er ovre den kritiske fase er de vågne, og kan måske sidde op, forklarer Linda Rosenmay, der er sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus, Intensiv Afdeling.

- Patienter, som ikke oplever sig forstået, og som ikke kan udtrykke deres tanker, bliver i højere grad overvældet af følelser som vrede, bekymring og frygt, siger Linda Rosenmay.

Da hun så tilfældigt så, at Tryg Fonden uddelte penge i Esbjerg og omegn, søgte hun straks.

Det er nu endt med fire Ipads.

- Det er et fremskridt. Selv om man er syg, er det ikke rart at blive afskåret fra omverden. Og i dag foregår meget kommunikation via sociale medier og e-mail, siger Linda Rosenmay.