Det er meget ubehageligt

Kommunerne benytter sig i vid udstrækning af anonyme anmeldelser, når de kontrollerer en mistanke om socialt bedrageri. Men uvisheden om, hvor den anonyme anmeldelse stammer fra, rammer den, det går ud over, meget hårdt.

Det kan Trine Jensen fra Esbjerg tale med om.

Hun tog for nylig på en uges ferie til Spanien med sine børn. Da hun kom for en uge siden, var det til en meddelelse om, at kommunen havde inddraget hendes dagpenge efter en anonym anmeldelse om, at hun uberettiget var rejst ud af landet.

- Det er meget, meget ubehageligt. Jeg aner jo ikke, hvem der har henvendt sig til Esbjerg kommune. Det må være en, jeg kender, så meget kan jeg regne ud. Men hvem er det, spørger jeg mig selv om hele tiden, fortæller Trine Jensen til TV SYD. 

Chikane

Hun føler, at kommunernes udbredte brug af anonyme anmeldelser er problematisk, fordi en uskyldig borger risikerer at blive chikaneret af personer, der har et horn i siden på vedkommende.

Som modtager af dagpenge er det strafbart at rejse på ferie uden at meddele det på forhånd.

- Men det havde jeg jo netop gjort, forklarer Trine Jensen, og henviser til en besked fra 3F, der bekræfter, at hun intet forkert har gjort.

Alligevel står Trine Jensen nu tilbage uden dagpenge.

De bliver nemlig tilbageholdt, så længe kommunen undersøger sagen.