Direktør-svindlere forsøgte at narre en halv million fra håndværker

En håndværksvirksomhed i Sønderjylland var kun et museklik fra at blive franarret en halv million kroner og dermed blive offer for direktør-svindel, der er særlig udbredt i ferieperioder.

Medarbejderne i en håndværksvirksomhed i Sønderjylland modtog for nyligt en mail fra direktøren. Ifølge mailen bad chefen bogholderiet om at overføre en halv million kroner til en konto i udlandet. 

Heldigvis fattede en ansat mistanke til instruksen om den store overførsel. Og på denne måde undgik selskabet at stille sig op i køen af firmaer, der har været udsat for såkaldt direktør-svindel, hvor kriminelle hacker firmaets mailkonto og begår bedrageri.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, der samtidig advarer om den udbredte svindelform.

I gamle dage var det forfalskede papirfakturaer, som svindlerne forsøgte at plante i sommertiden, hvor det ofte er ferieafløsere, der håndterer firmaernes betalinger.

quote

De kender ofte navnene på direktøren og andre nøglepersoner, ved hvornår de skal slå til.

Chr. Østergård, specialkonsulent, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Nu er svindelen rykket over på internettet ved hjælp af mails, der ser meget troværdige ud, når det gælder form og indhold.
Svindlerne forsøger desuden ofte at stresse medarbejderen med korte tidsfrister. Og de kriminelle udnytter ofte situationer, hvor den pågældende chef er svært tilgængelig, for eksempel i ferien. 

- Om få uger begynder sommerferiesæsonen. Og dermed er risikoen for direktørsnyd større. Af samme årsag er det vigtigt, at alle i virksomheden er klar over risikoen, og at der er klare arbejdsgange for at sikre sig mod denne type bedrageri, understreger specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Han pointerer desuden, at svindlerne bliver mere og mere professionelle.

- De kender ofte navnene på direktøren og andre nøglepersoner, ved hvornår de skal slå til og kan ofte formulere sig på fejlfrit dansk, fastslår Chr. Østergaard, der peger på, at antallet af sager om datakriminalitet – sager der blandt andet handler om direktørsnyd – stiger.

Fra 2014 til 2017 er antallet af sager om datakriminalitet i politikredsen således steget med 93,6 procent til 1.322 sager.