Dreng fra Esbjerg sigtes for at dele drabs-video

Drengen har erkendt, at han har delt makaber video med andre skolebørn.

Syd- og Sønderjyllands Politi har torsdag sigtet en 16-årig dreng for at dele en video af et drab på en ung kvinde i Marokko. Drengen er elev på Rørkjær Skole Urban i Esbjerg.

Videoen er blevet delt med de øvrige elever i hans klasse via Messenger. Det erkender den 16-årige dreng.

Han sigtes for overtrædelse af straffelovens paragraf 264d, der handlet om uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder.

Klippet bliver slettet

Politiet modtog onsdag en anmeldelse og indledte straks en efterforskning.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i forbindelse med efterforskningen sikret en række tekniske beviser og har samtidig taget initiativ til at få slettet videoklippet hos de berørte personer.

Slet videoen

Politiet ser med stor alvor på sagen.

- Vi opfordrer i meget kraftige vendinger til, at man sletter videoen, hvis man er i besiddelse af den. Lad være med at vise videoklippet eller dele det. Der er tale om stærkt krænkende indhold. Du risikerer at blive sigtet for overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til tre år, siger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Klassens forældre er orienteret om hændelsen, og politiet taler også med de kriminalpræventive medarbejdere i kommunen.

Sådan stoppes krænkende klip

Syd- og Sønderjyllands Politi har p.t. ikke yderligere kommentarer til den verserende sag. 

På det Kriminalpræventive Råds hjemmeside er der gode råd om, hvad man kan gøre for at stoppe delingen af krænkende billeder og videoklip.