TV der bevæger dig

Drømmen brast efter et år – street food-marked går konkurs

Street Food Esbjerg drejer nøglen om. Underskuddet efter første år var for stort til at genoprette.

Street Food Esbjerg har indgivet konkursbegæring - og er lukket 28. juni 2019. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

- Det var en drøm at få Street Food konceptet til Esbjerg. Desværre har det vist sig, at drømmen ikke holdt.

Så klart udtrykker ejer Søren Gaj Nielsen konkursen i et opslag på Facebook.

Planerne og håbene for det internationale madmarked var ellers store, da det blev præsenteret

  • 15-18 forskellige madbiler
  • Plads til 600 gæster
  • 80-100 nye arbejdspladser
  • Årlig omsætning på 40 mio. kroner

Storbyen havde for få gæster

Derfor besluttede et næsten enigt byråd også at give 150.000 kroner til madmarkedet, der med pomp og pragt slog dørene op den 2. maj 2018 i den gamle ESA Bio midt i Esbjerg.

Det var blandt andet med ord om at Esbjerg var trådt ind som en storby.

Men flotte ord, kommunal støtte og støtte fra andre investorer var ikke nok. Fredag den 28. juni meddelte bestyrelsen og direktionen, at de har indgivet konkursbegæring – og lukker.

Grunden til konkursen? Den er enkel. Manglende gæster. Vi havde regnet med 700-1.000 gæster om dagen. Det er ikke lykkedes.

Søren Gaj Nielsen, direktør og ejer, Street Food Esbjerg

Esbjerg var måske forud for sin tid

Der var otte boder tilbage. Ejeren af bygningen Mads Dam står nu uden lejer.

- Måske er der andre, der har mod på at prøve. En ny start kan jo gøres billigere nu.

Street Food åbnede med et brag og havde de første fire-fem måneder en fantastisk succes. Men så ebbede interessen ud. Men er det så fordi, Esbjergenserne ikke er klar til street food?

- Det skal jeg jo ikke gøre mig til dommer over, men det kan godt være at vi har været tre-fem år forud for vores tid, siger Søren Gaj Nielsen til TV SYD.

Ejer beklager – og efterlyser hjælp

Ejeren takker gæster, leverandører, bod-ejere og ansatte – og er ked af det tab, de involverede parter lider. Et tab, der også rammer direktøren.

- Jeg står uden job og indkomst - alt hvad jeg ejer er pantsat i drømmen om Street Food, skriver Søren Gaj Nielsen på Facebook, og slutter:

- Hvis du kender nogen som kender nogen som kunne bruge en som mig, hører jeg meget gerne fra dig.

Madmarkedet er allerede i gang med at blive tømt.

Street Food Esbjerg slog dørene op 2. maj 2018 i den gamle ESA Bio i Esbjerg - nu er eventyret slut. Foto: Finn Grahndin, TV SYD