Dronningen af triatlon fik Kronprinsen til bords

Dronning Margrethe holdt tirsdag aftenselskab for kunst- og kulturpersonligheder. Triatlet fra Esbjerg blev positivt overrasket.

Triatleten Camilla Pedersen fik æren af at have Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til bords, da Dronning Margrethe tirsdag holdt aftenselskab for kunst og kultur.

- Wow hvilken ære. Er helt rørt og beæret, skrev Esbjerg-triatleten på både sin Facebook- og Twitterprofil, hvor hun også har tilføjet et foto af de to navneskilte på det fornemt opdækkede bord.

Sammen med Kronprinsen har Camilla Pedersen og de øvrige gæster på Christiansborg nydt en treretters menu med dertilhørende vine.

Efter velkomsten kunne de sætte tænderne i torsk, oksemørbrad og fromage. Herefter var det med at få kridtet danseskoene, for der stod den på den traditionsrige dans lancier.

Menuen til Dronning Margrethes aftenselskab

I september 2013 kom Camilla Pedersen alvorligt til skade, da hun styrtede på cykel under træning i Esbjerg. Hun brækkede skulderen, kravebenet og hoften og fik et slemt kraniebrud.

Kun et år efter hun lå i koma, blev Camilla Pedersen verdensmester på langdistance i Kina.