Dronningen på togt imellem Esbjerg og Fanø: Her er programmet

I september besøger dronning Margrethe de to vestjyske kommuner på sit sene sommertogt.

Når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Esbjerg Havn den 31. august klokken 10, venter der dronningen et noget utraditionelt program. Dronning Margrethe skal nemlig besøge byens ungdom på Game Streetmekka med dans og skatere. 

quote

Esbjerg trækker i festtøjet, og hele byen er klar til at byde dronningen velkommen.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Efter den festlige modtagelse kører dronningen i karet fra havnen til Esbjerg Rådhus, hvor hun på vejen kommer til at opleve den nyrenoverede gågade, hvor indretningen henter inspiration fra Vadehavet.

- Esbjerg trækker i festtøjet, og hele byen er klar til at byde dronningen velkommen. Besøget er et tiltrængt højdepunkt, og vi er mange, som glæder os til at gøre dagen til en fest for alle, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, Venstre, i en pressemeddelelse.

Sidste år blev sommerbesøget i Esbjerg og på Fanø aflyst på grund af coronakrisen. 

Sidst, Kongeskibet Dannebrog lagde kursen forbi Esbjerg, var for 13 år siden - nemlig i 2008.  

Officiel modtagelse på rådhuset

Karetturen er planlagt til at slutte ved Esbjerg Rådhus, hvor den officielle modtagelse også vil finde sted. Dronningen skal herefter besøge Musikhuset Esbjerg og Bakkeskolen Cosmos.

Frokosten kommer Hjerting Badehotel til at stå for. Herefter går turen til Viking Life-Saving Equipment og Esbjerg Havn.

Dronningen slutter dagen af på Game Streetmekka Esbjerg, hvor børn og unge skal vise, hvordan gadeidrætten har pustet liv i den gamle remise.

Om aftenen bliver der afholdt reception på Kongeskibet Dannebrog, hvor dronningen skal være vært.

Fanø

Dagen efter går turen til Fanø, hvor hun blandt andet skal en tur på stranden og opleve Sønderho.

quote

Som kommune og ø har vi rigtig meget at være stolte af, som vi gerne vil vise frem for dronningen.

Sofie Valbjørn, borgmester, Fanø Kommune.

Der vil også være modtagelse på Fanø Rådhus, og frokosten kommer til at foregå på Fanø Krogaard.

Dronningen skal se og opleve følgende på øen:

  • Officiel modtagelse på Fanø Rådhus
  • Fanø Museum
  • Fanø Skibsfarts- og dragtsamling
  • Frokost på Fanø Krogaard
  • Rindby Strand
  • Sønderho Havn og Børsen
  • Daginstitutionen Bakskuld

- Som kommune og ø har vi rigtig meget at være stolte af, som vi gerne vil vise frem for dronningen. Med så meget spændende natur og kultur, som øen rummer, har det ikke været nemt at vælge noget ud. Samtidig har flere lokale også budt ind med gode idéer til, hvad de synes, at dronningen skal opleve. Vi er nu endt med et program, der både giver plads til natur, kultur, historie og moderne ø-liv, siger borgmester Sofie Valbjørn, Alternativet, Fanø Kommune.

Rindby Strand og Sønderho på programmet

Dronningen kommer til at opleve Fanøs unikke natur på Rindby Strand og i Sønderho. Førstnævnte sted vil Dronningen blive introduceret til en række af de aktiviteter, som øens brede strande giver mulighed for, mens hun i Sønderho vil blive fortalt om områdets vigtige status som verdensarvsområde samt genetableringen af Sønderho Havn. 

På Fanø Museum og Fanø Skibsfarts- og dragtsamling præsenteres dronningen for Fanøs historie og øens unikke dragter, mens hun hos børnene i Bakskuld i Sønderho får et glimt af det moderne ø-liv.

I løbet af besøget vil majestæten også kunne nyde en opvisning i traditionel folkedans ligesom en gruppe af Fanøs børn vil spille violin for dronningen.