DSB: De gamle tog må ud af garagen

Kritikken af DSBs beslutning om at sætte gamle tog på skinnerne mellem Esbjerg og Århus skyldes massive problemer med IC4-togene.   

- Det handler om at få kabalen til at gå op, så det kommer flest mulige passagerer til gode, forklarer Ove Dahl Kristensen vicedirektør med ansvar for trafikplanlægning hos DSB.

Han lægger ikke skjul på, at togrokaden skyldes de massive problemer med IC4-togene.

Flere siddepladser

- Vores prioritering er, at vi skal have flere siddepladser alt i alt, og det kan vi kun skabe ved at tage nogle ældre tog ud af garagen. Og vi kan ikke sætte MR-togene til at køre over Storebælt, så det må vi sætte IC3-togene til, forklarer vicedirektøren.

Aarhus-Aalborg også ramt

MR-togene er 10-15 år ældre end IC3-togene og har en tophastighed på beskedne 130 kilometer i timen, mens IC3-togene kan køre 180 kilometer i timen.

Esbjerg-Aarhus er den anden tværregionale, jyske strækning, der mister sine IC3-tog i den nye køreplan. DSB meddelte i slutningen af august, at togene fjernes fra strækningen Aarhus-Aalborg.

Kun to strækninger

Ove Dahl Kristensen forsikrer, at det er de eneste to strækninger, hvor passagererne vil opleve længere rejsetid på grund af nedgradering i togtyperne.

Han forventer at kunne sætte moderne tog ind på de to strækninger i løbet af efteråret 2012.