Når først det over 300 kilometer lange søkabel fra Holland til Fanø er kommet på plads og bliver koblet til højspændingsnettet, kan det forsyne 700.000 husstande med el og forbindelsen giver altså mulighed for at sende overskydende strøm til Holland og tilsvarende den anden vej.
Det var Energiminister Lars Chr. Lilleholt, der i dag tog det første spadestik ved den omformerstation, som bliver etableret af Energinet.dk ved Endrup ved Bramming.
Ministeren forventer store fordele ved den nye forbindelse, der har fået navnet Cobra, fordi det kan forbinde de tre byer Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam.
Danmark får mulighed for billigere el
- Danmark får mulighed for billigere el og får mulighed for at eksportere og i et land med meget vindenergi, har vi både brug for at kunne komme af med el og kunne importere, når det ikke blæser så meget. Det er rigtig godt for Danmark og for udbygningen af vedvarende energi, siger Lars Chr. Lilleholt til TV SYD.
Det lange søkabel har en samlet pris på 4,8 milliarder kroner og Danmark skal betale de 2,4 milliarder kroner.
Men trods prisen er Lars Chr. Lilleholt ikke i tvivl om, at det både samfundsøkonomisk og for forbrugerne bliver en godt investering, der giver overskud og på den lange bane også billigere elpriser.
Kablet forventes klar til brug i løbet af 2019.