Efter EfB-bombe: Derfor lader vi sponsorat udløbe

Esbjerg fB's nedrykning til 2. division har været afgørende for hovedsponsoren Claus Sørensen Fond Holding A/S' beslutning om lade sponsorat udløbe.

Det er skuffende sportslige resultater, der er den primære årsag til, at Esbjerg fB's hovedsponsor Claus Sørensen Fond Holding A/S vælger at lade sit sponsorat udløbe efter næste sommer.

quote

Det her er besluttet ud fra sportslige resultater.

John Riis Andernsen

Det fortæller administrerende direktør, John Riis Andersen, søndag til TV SYD.

- Da vi indgik den nuværende aftale over to år, lå klubben i første division, og det var forventet, at de skulle rykke op i superligaen igen. Eksponeringen her i 2. division er naturligvis helt anderledes end i 1. division og Superligaen. Det har været afgørende for, at vi lader vores aftale udløbe, siger han til TV SYD. 

Intet personligt

Det var JydskeVestkysten, der i går kunne fortælle, at hovedsponsoren har valgt at stoppe samarbejdet. Til avisen sagde John Riis Andersen lørdag, at beslutningen var taget, fordi man er uenig i de amerikanske ejeres tilgang til klubben. Men den udtalelse ønsker John Riis Andersen ikke at uddybe overfor TV SYD.

- Jeg har ingen kommentarer til, hvordan ledelse eller andet i klubben foregår. Det her er besluttet ud fra sportslige resultater. Der er intet personligt i det, siger John Riis Andersen i dag.

Han vil heller ikke forholde sig til, om Claus Sørensen Fond Holding A/S vil genoptage samarbejdet.

- Hvorvidt vi vil tegne nyt sponsorat eller andet, det har jeg ikke lyst til at tage stilling til endnu. Der er længe til næste sommer, siger han.

Bombe under økonomi

Ole Bruun er sportsjournalist og EfB-reporter for JydskeVestkysten. Han mener, at Claus Sørensen gruppens beslutning er en enorm mavepuster for klubben og de amerikanske ejere.

- Det er en bombe under økonomien i EfB. For Claus Sørensen gruppen er jo ikke en tilfældig tandtekniker eller fotohandler. Det er den største, absolut største økonomiske spiller i den her by, og jeg kunne levende forestille mig, at de trækker andre med, og så ryger det lokale erhvervslivs opbakning til det her projekt på gulvet, siger Ole Bruun.

Nu afventer han en reaktion fra de amerikanske ejere.

- De har jo hele tiden sagt, at godt nok er de hovedaktionær i den her klub, men de kan ikke gøre det uden det lokale erhvervsliv, siger han.

- Jeg kunne sagtens forestille mig, at det her er begyndelsen på enden for de amerikanske ejere, siger Ole Bruun.

Se serien "Esbjerg fB: Love it or leave it" her: