Efter sag om ytringsfrihed: Tvivl om retningslinjer skaber dårligt arbejdsmiljø

Medarbejderne i Esbjerg Kommune fik besked om, at de ikke må udtale sig til pressen uden at orientere deres leder. Nu har tvivl om reglerne gjort, at medarbejderne føler sig utrygge, fortæller byrådsmedlem.

Hold jer fra pressen. Det var budskabet til medarbejderne i Esbjerg Kommune til en temadag i august i kommunens familieafdeling. Det fik byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen, der er byrådsmedlem i Esbjerg byråd for Radikale Venstre, til at rette en skarp kritik mod ledelsen.

Efter lysbilledet blev bragt i flere medier, og Anne Marie Geisler Andersen rettede kritik mod kommunen, sendte kommunen et nyhedsbrev ud til dens medarbejdere. I det nyhedsbrev skrev kommunen, at medarbejdere gerne må tale med pressen, men at en intern strategi indebar, at man skulle orientere sin leder, hvis man blev kontaktet af pressen. Den melding fik Anne Marie Geisler Andersen til at sende en klage til ombudsmanden.

Nu håber Anne Marie Geisler Andersen, at hele sagen har givet kommunen stof til eftertanke.

- Jeg håber, at vi får givet kommunen et grundigt eftersyn på det her område, fordi mig bekendt - det hører jeg fra ansatte - så har vi også en masse interne strategier, der ikke er i overensstemmelse med reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed - og det skal der selvfølgelig ryddes op i, siger Anne Marie Geisler Andersen.

Anne Marie Geisler Andersen fortæller, at tvivlen om retningslinjerne for udtalelse til pressen giver anledning til dårligt arbejdsmiljø.
Anne Marie Geisler Andersen fortæller, at tvivlen om retningslinjerne for udtalelse til pressen giver anledning til dårligt arbejdsmiljø.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Retningslinjerne påvirker arbejdsmiljøet

Anne Marie Geisler Andersen fortæller, at kommunens interne retningslinjer har haft en stor konsekvens for medarbejderne, der ikke oplever den samme glæde ved at gå på arbejde.

- Det betyder, at der er nogen, der har fået nyt job, der er nogen, der er på vej væk, og der er nogen, som går i det daglige og ikke har det særlig godt. Det påvirker et arbejdsmiljø, hvis man ikke kan komme til chefen, hvis man er bange for at blive fyret. Vi skal jo spare ligesom i andre kommuner, siger Anne Marie Geisler Andersen.

Ekspert forstår godt medarbejders tvivl

Medarbejderne i Esbjerg Kommune er ikke de eneste, der bliver usikre på, hvad der er op og ned, når det kommer til at udtale sig til pressen. Maj Thorsen, der uddannet socialrådgiver og holder oplæg om offentlig ansattes ytringsfrihed, fortæller, at medarbejdere generelt bliver utrygge, når de ikke ved, hvilke retningslinjer de skal holde sig inden for.

- Mange medarbejdere har utrolig svært ved at udtale sig. Det er svært for mange, og derfor er det jo så vigtigt, at der på ingen som helst måde er nogen som helst tvivl om, hvad medarbejderne må, og hvad de ikke må.

Og Maj Thorsen forstår også godt, at medarbejderne kan blive i tvivl.

- Hvis jeg var medarbejder i Esbjerg Kommune lige nu og ikke kendte reglerne så indgående, som jeg gør, ville jeg være i tvivl om, hvad må jeg, og hvad må jeg ikke, siger Maj Thorsen.

Borgmester: Slidet er taget ud af kontekst

Medarbejdere i Esbjerg Kommune skal ikke et øjeblik være i tvivl om, at de har ytringsfrihed. Det fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

- Det er rigtig vigtigt for mig at slå fast, at selvfølgelig gælder ytringsfriheden i Esbjerg Kommune, det har vi også klart kommunikeret til samtlige medarbejdere på baggrund af episoden og Anne Marie Geisler Andersens henvendelse, siger han.

Borgmesteren anerkender også, at lysbillederne kan virke uheldige, hvis man ser dem enkeltvist, men han fastholder dog, at man skal forstå dem i en sammenhæng.

- De er taget i en sammenhæng, hvor man har haft en dialog med en række medarbejdere om, hvordan man skal bruge de interne systemer, inden man som det første per automatik går til medierne. Det er der nogle medarbejdere, der har opfattet anderledes, end det var tiltænkt. Det er beklageligt. Derfor har vi også taget den har sag meget alvorligt og også rejst den politisk, da vi blev bekendt med det.