Elever har skoledag på 4 timer

Efter to måneders erfaring er eleverne glade for ordningen, der giver kortere skoledage. Sådan da. For ordningen har også en bagside.

Det er en helt almindelig time på en helt almindelig dag på Spangsbjergskolen i Esbjerg.

Men den store forskel er, at de 20 elever i 9. A kan nøjes med en skoledag på fire timer plus en times pause. 

På skolen tror de nemlig på, at eleverne lærer mindst lige så meget ved den korte skoledag, for så er de mere effektive i undervisningen.

quote

Når man er her i kortere tid, kan man godt tåle at blive presset lidt mere, netop fordi man er her i kortere tid.

Morten Mærsk Schmidt, skoleleder, Spangsbjergskolen

- Vi kan højne kvaliteten så meget, så de færre timer så rigeligt opvejes af den bedre kvalitet, siger skolens leder, Morten Mærsk Schmidt. 

Viktoria Iwersen fra 9.A. giver ordningen karakter, men er usikker på, om hun vil give 7 eller 10.
Viktoria Iwersen fra 9.A. giver ordningen karakter, men er usikker på, om hun vil give 7 eller 10.
Foto: Ole Møller TV SYD

Rødhætte og Møghætte

Det har været muligt at indføre ordningen, fordi Esbjerg Kommunes folkeskoler har fået fripas af Folketinget til at indføre de ordninger, de måtte have lyst til. Et slags frihedsforsøg i Holbæk og Esbjerg kommuner. 

Mens TV SYD er på besøg i 9.A, skal eleverne blandt andet lære om nutidsendelser. Det vil sige: Det gælder kun den ene halvdel af klassen. Den anden halvdel af klassen er trukket ud i en forhal, hvor de sidder og bliver undervist i eventyrgenren. Både om det klassiske eventyr om Rødhætte og det moderne om Møghætte. 

Især de resursesvage elever får ikke så meget ud af de sidste timer i de lange skoledage. De har det bedre med korte intensive skoledage, mener skolens ledelse.
Især de resursesvage elever får ikke så meget ud af de sidste timer i de lange skoledage. De har det bedre med korte intensive skoledage, mener skolens ledelse.
Foto: Ole Møller TV SYD

Hurtigere hjælp

Skolen har naturligvis sparet penge ved at indføre en kortere skoledag. De penge bliver så overført til et to-lærersystem, så eleverne i mange timer har to lærere i stedet for én. 

- Vi kan nu få meget hurtigere hjælp, siger elev Emil Christensen. 

- Det er godt for både de resursestærke og de knap så stærke elever. De resursestærke kan vi nu bedre udfordre, ved at en af lærerne sørger for det, mens den anden underviser klassen. De knap så stærke har vi nu bedre øje på og kan bedre og hurtigere hjælpe, siger folkeskolelærer Mie Wad.

Mere energi og ro, men.... 

Efter de to måneders erfaring siger de elever, TV SYD har snakket med, at de synes rigtig godt om ordningen. 

- Det giver mere energi i skolen og mere ro til at lave lektierne derhjemme, siger Sebastian Møller Pedersen. 

Men. Ja der er et men. For elever melder også om en følelse af mere pres på, nu hvor skoledagen er blevet kortere. 

-  Da vi havde to timer mere, var der mere tid til at nå de ting, vi skulle, siger Sebastian Møller Pedersen fra 9.A.  

Ude af fokus

Skoleleder Morten Mærsk Schmidt siger:

- Når man er her i kortere tid, kan man godt tåle at blive presset lidt mere, netop fordi man er her i kortere tid. Jeg tror, eleverne vil føle sig mere presset med en længere skoledag.

Især de resursesvage elever får alligevel ikke ret meget ud af den - eller de sidste timer på skoledagen. Fokus og koncentrationen forsvinder ud af vinduet, mener skolen.

Ekspert: - Lyder af lidt

Forskningschef i folkeskolen, Andreas Rasch Christiansen, VIA University College, stiller spørgsmålstegn ved, om skolen nu også kan lære eleverne nok indenfor det færre antal timer.

- De lyder af lidt med fire timer om dagen. En skole består jo af en lang række fag, og man skal jo kunne nå dem alle. Det gælder ikke kun dansk, engelsk og matematik, men også de musiske fag, så fire timer på en dag lyder ikke af ret meget, siger han.