Elever laver intelligent skraldespand

Den hæver sig automatisk, når du nærmer dig. Den intelligente skraldespand er klar. Den venter bare på en investor, så den kan blive sat i produktion.

Det kræver blot en app – så kan du indstille din skraldespand til at køre op i lige netop din højde, når skraldespanden skal tømmes.

Det er en gruppe HTX-studerende fra Esbjerg, der i foråret udviklede den intelligente skraldespand som en eksamensopgave. Den fik de 12 for – og nu har gruppen netop vundet danmarksmesterskabet i teknologi.

- Det er en hæve-sænkeskraldespand, som skal hjælpe rengøringsfolk til ikke at få ondt i ryggen, når de er på arbejde, siger én af eleverne bag skraldspanden, Mads Michaelsen, 3.e på Rybners HTX i Esbjerg, til TV SYD.

Når skraldespanden køres op i arbejdshøjde, kan den tømmes, helt uden at for eksempel rengøringspersonale skal bøje sig ned efter skraldet.

quote

Det kunne være rigtig fedt at få den ud på markedet og kunne sige, at vi faktisk har gjort en forskel.

Rebecca Hyldgaard, studerende Rybners HTX, Esbjerg

- 55.000 om året får en diskusprolaps, og mange af dem er også rengøringsfolk, siger Rebecca Hyldgaard, 3.e på Rybners HTX i Esbjerg, til TV SYD.

Hun fortæller, at der allerede er videreudviklet på den første prototype af skraldespanden, så alle skraldespande i en radius af for eksempel ti meter fra app’en kan indstilles til at hæve sig op i den rette højde, når rengøringspersonale nærmer sig.

Undervisningsminister Merete Riisager, Liberal Alliance, mødte op ved danmarksmesterskaberne i København for at hilse på.

- Jeg blev rigtig glad og stolt på deres vegne, siger Karen Munk Rasmussen, vicerektor på Rybners HTX i Esbjerg, til TV SYD.

Hun forudser, at skraldespanden kan spare samfundet penge, og håber, det vil lykkes de unge at gøre erhvervsfolk interesserede i ideen.

- Det kunne være rigtig fedt at få den ud på markedet og kunne sige, at vi faktisk har gjort en forskel, siger Rebecca Hyldgaard.