Emilie på tre blev gæst nr. 7.000.000

Lille Emilia på tre år blev gæst nummer syv million på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Hun besøgte museet med sine forældre, Ida og Sune Thøgersen fra Glamsbjerg på Fyn, mandag.

Familien, der var i sommerhus på Vestkysten, er typemæssigt blandt museets kernekunder. Hovedparten af museets gæster er børnefamilier, og en anden hovedgruppe er sommerhusgæster fra ind- og udland.

Museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen tog imod den lille familie ved indgangen. Der var masser af gaver, bl.a. en tøjsæl og museets årbog, Sjæk'len, gratis frokost og årskort til museet.

Fiskeri- og Søfartsmuseet, der åbnede den 24. april 1968, var Esbjerg Kommunes gave til byens borgere i anledning af 100-året for vedtagelsen af anlægsloven om Esbjerg Havn. Siden åbningen har museet været i dynamisk udvikling og omfatter i dag omkring 14.000 m2 udstillingsareal. Museet åbnede i 2013 et nyt sælarium og i 2014 en ny Vadehavspavillon, ligesom man netop har slået dørene op for en ny særudstilling om hvalstrandinger.

I øjeblikket arbejder museets stab på den næste store nyhed; udstillingen 'Energi fra Havet' om produktionen af olie, gas og vindenergi offshore på den danske del af Nordsøen, fortæller museet i en pressemeddelelse.