En mand er dræbt i en traktorulykke ved Esbjerg

En 74-årig mand har mistet livet, og en passager er kvæstet, efter at en varevogn påkørte traktor nær Esbjerg.

En 74-årig mand mistede livet, da han påkørte en traktor med sin varevogn lørdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen.

Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 22.01 lørdag aften efter et sammenstød mellem en varevogn og en traktor på Vestre Lufthavnsvej i vestgående retning i nærheden af Esbjerg.

En New Holland-traktor med en plov spændt for var kørt ind på Vestre Lufthavnsvej efter en tur på marken langs vejen.

Kort efter blev traktoren påkørt bagfra af den 74-årige mand i varevognen.

- Vi vurderer, at han er død på stedet, siger Bjørn Pedersen.

Ifølge politiet var der også en 50-årig mandlig passager i bilen. Vedkommende er alvorligt tilskadekommen, oplyser Bjørn Pedersen, og politiet var cirka klokken 01.00 natten til søndag i gang ved at underrette personens pårørende.

Den 74-årige mands søn er underrettet om dødsfaldet, fortæller Bjørn Pedersen.

Alle tre personer involveret i ulykken kommer fra lokalområdet.