Endnu en Esbjergspiller er ude med langstids-skade

Nu er tre spillere på Esbjergs trængte superligahold ude med langvarige skader.

Kevin Mensah har i flere uger døjet med smerter i lyske- og maveregionen på grund af en sportsbrok, der kommer til udtryk ved anstrengelse. Genoptræningen med øvelser, der skal give styrke og stabilitet, har ikke haft tilstrækkelig effekt, og derfor er det besluttet, at Mensah opereres i denne uge.

- Med en operation nu er vi sikre på, at han er klar til at deltage i forberedelserne til forårssæsonen. Han vil efter operationen være ude i seks til otte uger, siger Esbjerg fB’s fysioterapeut, Søren Møller Kristensen til Esbjerg fBs hjemmeside.

Kevin Mensah er den tredje EfB’er med udsigt til først at kunne genoptage træningen i begyndelsen af det nye år. Både Jeppe Andersen og Nikolaj Hagelskjær er opereret for skader i venstre knæ og ventes at være ukampdygtige i tre måneder.

Esbjerg mangler atspille to kampe inden julepausen.