Nyskabende energi-ø i Nordsøen kan skabe vækst i Esbjerg

En energi-ø i Nordsøen indgår som en del af regeringens klimahandlingsplan, der netop er præsenteret. Det kan komme til at skabe øget aktivitet på Esbjerg Havn.

Regeringen vil som det første land i verden oprette energi-øer. De to energiøer skal være en realitet senest i 2030, og de skal ligge i henholdsvis Nordsøen og Østersøen.

Netop placeringen i Nordsøen kan komme til at skabe stor aktivitet på Esbjerg Havn, der i forvejen spiller en central rolle for den industri, der opsætter og vedligeholder havvindmøller.

Regeringen vil udbygge udnyttelsen af havvind med et skifte fra enkeltstående havvindmølleparker til energi-øer.

Det sikrer en mere effektiv udnyttelse af havvind langt fra kysterne og mindre behov for nye elmaster på land.

Den grønne strøm fra energiøerne skal bruges direkte, men også omdannes og bruges i sektorer, som ikke kan anvende grøn elektricitet direkte, fx luftfart, tung transport, nogle processer i erhverv mv. via Power-to-X-teknologien. Det fremgår af den del af regeringens klimaudspil, der netop er præsenteret.