Energiø vil skabe tusindvis af nye arbejdspladser i Esbjerg

Esbjerg har i flere år arbejdet med planerne for en energiø i Nordsøen. Den skal være klar indenfor de kommende ti år, og det arbejde kræver masser af både ufaglært og faglært arbejdskraft.

Selvom det nu er besluttet, at olieeventyret i Nordsøen stopper i 2050, tegner fremtiden stadig lys i Esbjerg.

For selvom det ikke er besluttet, hvor en kommende energiø i Nordsøen skal placeres, ser Esbjergs chancer mere end lovende ud.

- Vi ligger det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

Og hvis det bliver en realitet, vil det samtidig betyde, at mange arbejdspladser i offshore-byen er sikret de næste mange år frem.

- Vi skal være fyrtårnet, der kommer til at drive det, siger Jakob Lykke, der er formand for 3F Transport i Esbjerg.

Brug for masser af arbejdskraft

Projektet med at etablere en energiø er også for længst gået i gang.

Fredag var repræsentanter for mange af virksomhederne på Esbjerg Havn og flere fagforeninger samlet for at høre mere om de mange arbejdspladser, der bliver brug for, når arbejdet med at bygge havvindmøller og energiø går i gang.

Det var 3F Transport i Esbjerg, der havde arrangeret mødet, og her er formand Jakob Lykke slet ikke i tvivl om, at fremtiden ser lovende ud.

- Ja, det gør den 100 procent. Det kan betyde alt for Esbjerg, og beslutningen om, at der nu er sat en slutdato på olien, betyder, at vi har fået klarsyn. Nu ved vi, hvad vi skal koncentrere os om, siger Jakob Lykke.

En analyse, som Dansk Energi har lavet, viser, at netop havvind og de to energiøer, der skal bygges i Nordsøen og ved Bornholm, er de væsentligste årsager til, at der bliver stor efterspørgsel efter arbejdskraft i de kommende år.

Ifølge Dansk Energi vil en udbygning af hele projektet med havvind i perioden fra 2021 - 2030 kræve omkring 120.000 årsværk, og efter 2025 er det især investeringer i energiøer, der kræver masser af arbejdskraft.

Det er især ikke-faglærte, smede, elektrikere og vvs´er, der bliver brug for, viser analysen.

Energiøen er et knudepunkt på havet.

Energiøer er en del af den grønne omstilling, som blev besluttet med vedtagelsen af den seneste klimalov 18. juni 2020. De kunstige øer er et slags knudepunkt for de havvindmølleparker, der skal etableres, og som skal være med til at reducere udledningen af drivhusgasser.

Både Esbjerg Havn og de mange virksomheder håber nu, at der snart bliver taget en beslutning om, hvor den kommende energiø skal placeres i Nordsøen.

- Vi vil rigtig gerne være dem, der kommer til at drive den havn, der skal være ude ved energiøen, sige Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.

- Logistisk og placeringsmæssigt er der ikke andre steder, der matcher Esbjerg, siger Jakob Lykke, formand for 3F Transport.