TV der bevæger dig

Engelske fodboldfans hepper på Esbjerg fB

Danske fodboldfans valfarter på specialrejser til England for at se topfodbold. Men to engelske brødre rejser den modsatte vej og jubler over Superligakampene i offshore- og vindmøllebyen.

Brødrene Tyrrell er vant til engelsk topfodbold, men er blevet forelsket i Esbjerg fB. Foto: Anders Bjerring

Det er ikke lige til at se det, som de står der på tilskuerpladserne. Og man skal høre godt efter for at konstatere, at Luke og Matthew Tyrrell er to ret så usædvanlige fans af Superligaklubben Esbjerg. 

De to Tyrrell-brødre kommer fra det sydlige London og hepper normalt på Crystal Palace. Hjemmebanen hedder Selhurst Park - ofte fyldt op med 25.000 tilskuere.

Holdet spiller i den bedste engelske række Premier League. Klubben spenderede den nette sum af seks  millioner pund (cirka 54 mio. kr.) på spillerkøb sidste år. 

Ville lige se noget dansk fodbold

Men nu er de to engelske fodboldfans på Blue Water Arena i Esbjerg. Forholdene er mindre. Pengene færre. Spillerne måske nok også mindre skarpe på bolden. Men hvad gør det, når man er forelsket? 

- Vi synes rigtig godt om at komme her. Det er syvende gang nu her siden 2018, siger lillebror Luke Tyrrell. 

De er vant til at stå sammen med mange flere fans under fodboldkampene i England, men 5.500 tilskuere på Blue Water Dokken er også rigtigt hyggeligt, synes de to.     Foto: Anders Bjerring

Det begyndte med, at de ville se, hvordan vi i Danmark spillede spillet. Derfor tog de til Billund i en pause i den engelske liga. 

- Det er kun én time i flyveren, og så ville vi se, om vi kunne fange et par kampe. Esbjerg og FC Midtjylland spillede hjemme, så vi lavede en lille tur, fortæller Luke Tyrrell. 

I byen med spillere

Nok er FCM et absolut tophold, men det var i Esbjerg, deres hjerter begyndte at slå hårdere. 

- Det hele er meget mere nærværende her end hjemme. Mere autentisk på en måde, siger Luke Tyrrell.

Her er Luke Tyrrell foreviget i klubbens VIP-lounge sammen med målmand Vito Mannone.   Foto: Anders Bjerring

Brødrene håber, men de får ikke sådan lov til at dele a pint of guiness - eller to - med Jordan Ayew, James McCarthy eller nogle af de andre stjerner på Crystal Palace-holdet. Selv om de har haft sæsonkort til klubbens kampe i 15 år. Men i Esbjerg har de været i byen med flere af de lokale stjerner.

- Det er virkelig sjovt, at man på den måde kan komme tæt på spillerne og få lov til at snakke med dem efter kampen. Om kampen, holdet og alt muligt andet. 

Øl er okay

Den afslappede holdning med alkohol på stadion er også et plus, mener de.

- Jeg elsker, at jeg kan løbe ned i pausen og købe en øl, som jeg kan tage med op på tribunen. Det må vi ikke i England. 

Læs også Esbjerg fB fik fremragende begyndelse på overlevelseskampen

I går fredag heppede de ikke på Crystal Palace, men på EfB. I håbet om at losse sidste års mestre FCK hjem til København med et overraskende nederlag. 

Det skete med en 1-0-sejr, og de to jublede sammen med deres danske fodboldvenner, som var brødrene født og opvokset i Esbjerg og ikke i London. 

 

Mest sete på tvsyd.dk