Esbjerg bliver nyt center for bilimport

Et belgisk bilstransport-rederi har oprettet en skibsrute, hvor de vil importere biler gennem Esbjerg havn seks gange om måneden. Det vil give stor aktivitet i Esbjerg, siger partner i samarbejdet.

Torsdag morgen ankom det første skib fra det belgiske rederi, Euro Marine Logistics (EML), med 748 biler fra Zeebrugge i Belgien. Danske firmaer har sikret den nødvendige infrastruktur, her er de overbeviste om, at den nye skibsrute vil gavne Esbjerg. Det skriver Maritime Danmark.

- Den nye skibsrute vil give stor aktivitet i Esbjerg og vil være med til at fastholdehavnen som distributions center for import af nye biler til Danmark, siger partner i Esteph og Niels Winther Shipping Michael Lodberg Jensen til Maritime Danmark.

Det belgiske rederi skal anløbe Esbjerg havn hver 5. dag. De har foreløbigt to skibe, der hver kan have maksimalt 750 biler med. Det nye linjeanløb i Esbjerg er resultat af et samarbejde mellem shipping- og logistikvirksomhederne Esteph i København, Scandinavian Auto Logistics A/S og Niels Winther Shipping, som sammen sikrer den nødvendige infrastruktur.

læs artiklen på Maritime Danmark her