Esbjerg fB er på jagt efter moral og oprejsning mod mestrene

Moral og kampgejst skal være i top, når Esbjerg fB lørdag eftermiddag efter en dårlig sæsonstart. jagter oprejsning i hjemmekampen mod de danske mestre fra FC København.

Fodboldfagligt har cheftræner Colin Todd i løbet af ugen arbejdet med både defensiv og offensiv.

Mens EfB fik en dårlig premiere med et nederlag på 4-0 til Brøndby IF, vandt FC København ubesværet 3-0 over oprykkerne fra Lyngby og forstærkede indtrykket af stor styrke ved at sende nordirske Crusaders ud af Champions League-kvalifikationen med 6-0.

Colin Todd skærmede spillerne mod den værste kritik efter Brøndby-kampen ved at tage det fulde ansvar, men indsatsen får konsekvenser.

- Jeg tog ansvaret efter Brøndby-kampen, også fordi jeg måske ikke valgte de rigtige spillere. Der vil ske ændringer i startopstillingen mod FC København. Jeg har brug for ledere og vindere, når vi skal have mentaliteten tilbage. Min opgave er at samle spillerne op, og de må vise sig fortjent til at være på holdet. Fodbold er et simpelt spil, og vi skal gøre det så simpelt som muligt, siger Colin Todd.

Midtbanespilleren Victor Pálsson påtager sig det fulde ansvar for det første mål, der satte hele 4-0-afklapsningen i Brøndby i gang. Han er i dagens trup - men ikke nødvendigvis med fra start.

- Hele holdet skal præstere bedre i den nye sæson. Vi skal arbejde stenhårdt, være ærlige og være der for hinanden, for så skal vi nok klare os bedre. Vi har fået en træner, som, jeg synes, har, hvad der skal til for at opnå resultater. Han er bossen, der er ikke noget bullshit, og derfor passer han perfekt til os. Vi har brug for en leder, siger Victor Pálsson til Esbjerg fBs hjemmeside inden dagens kamp mod FCK, der går i gang kl. 17 på Blue Water Arena.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.