Esbjerg fB fik tæsk på hjemmebane

Esbjerg fB mødte lørdag eftermiddag FC København på hjemmebane, og det blev til et stort nederlag for vestjyderne, der for anden kamp i træk blev besejret 4-0.

5439 tilskuere var i dag samlet på Blue Water Arena i Esbjerg, men det hjalp ikke Esbjerg fB, at de spillede på hjemmebane. For allerede efter femten minutter blev et hjørnespark sendt videre til Benjamin Verbic, der bragte FC København foran 1-0.

I anden halvleg gik det hurtigt for FCK. Efter 54 minutter trak Rasmus Falk ind i banen og sparkede bolden i mål fra kanten af feltet, og københavnerne bragte sig foran med 2-0. Kun syv minutter efter forlængede Thomas Delaney og headede bolden i mål til 3-0. 

Efter 71 minutter af kampen blev bolden spillet på tværs til Kasper Kusk, der lagde bolden i mål under en chanceløs Jeppe Højbjerg. Herefter var stillingen 4-0 til FC København, og det blev også slutresultatet.