Esbjerg fB jagter vending i Viborg

Fredag aften mødes Esbjerg fB og Viborg i et tidligt bundopgør i superligaen, hvor begge hold er uden sejre efter to runder.

Nederlag på 4-0 i de to første kampe i en ny sæson går ikke sporløst hen over en spillertrup. 

- Nogle vil sige, at vi ikke har været fokuserede i de to første kampe, men modstanderne var bedre end os, og det må vi acceptere. Der findes ikke nemme kampe, men vi må i fællesskab opbygge en tro på, at vi kan skabe en vending i Viborg. Vi er ramt på mentaliteten, og det bliver hårdt, men vi kan vende det. Når det bliver hårdt, må vi være hårdere, siger cheftræner Colin Todd til EfBs hjemmeside.

 Viborg-mandskabet,jagter også sæsonens første point. Holdet tabte premieren på hjemmebane med 4-0 til FC Nordsjælland fulgt op med et smalt nederlag til AGF i Aarhus.

Mathias Kristensen og Jeppe Brinch er nye i en 19-mandstrup, hvorfra Mark Brink glider ud. Jesper Lauridsen og Jeppe Andersen er fortsat ude med skader.