Esbjerg fB køber ind i Fredericia

Forsvarsspilleren Nikolaj Hagelskjær skifter med omgående virkning fra FC Fredericia til EFB.

Den 25 årige spiller har skrevet under på en 3-årig kontrakt med vestjyderne og har store forventninger til sin nye klub.

-Jeg kommer til en superligaklub med store ambitioner og fantastiske faciliteter, og jeg betragter det ikke bare som et trin, men to trin op i karrieren, og jeg glæder mig meget, fortæller Nikolaj Hagelskjær .

Den nye EfB-spiller er fra Jelling, men har fået næsten hele sin fodboldopdragelse i Vejle Boldklub, hvorfra han i 2011 blev udlejet til den islandske klub Stjarnan. Året efter skiftede han til lokalrivalerne i Fredericia og passerede i fjor 100 kampe for klubben.

EfB cheftræner, Jonas Dal, ser frem til at kunne gøre brug af Nikolaj Hagelskjærs kvaliteter allerede nu. Jonas Dal kender den nye EfB-spiller fra flere sæsoner i 1. division, og EfB har ligeledes fulgt ham i en længere periode.

- Vi er ret overbeviste om, at Nikolaj Hagelskjær kan tage det næste skridt op i Alka Superliga efter et stort antal kampe i 1. division. Han er en offensivt tænkende back, der også er blevet stærk i en mod en-duellerne i defensiven, og han kan med sin højde både forsvare og angribe med hovedet.