Esbjerg fB på hårdt job i Herning

Esbjerg fB kommer søndag på hårdt arbejde i Herning, hvor de forsvarende danske mestre FC Midtjylland tørster efter sejr oven på ydmygelse i Napoli.

Blot to dage før søndagens kamp i superligaen mod Esbjerg fB vendte FC Midtjylland hjem fra en afstraffelse på 5-0  i Napoli i Europa League.

Esbjergs cheftræner Jonas Dal  har i ugens løb mærket den ventede positive effekt i spillertruppen af at vinde en fodboldkamp efter sejren sehjren på 2-1 over FC Nordsjælland.

- Spillerne har været glade og tilfredse, og der er en helt anden stemning i truppen efter sejren. . Troen på, at de bevægelser og løb, man foretager sig, gavner hele holdet, er vigtig, siger Jonas Dal.

Esbjerg fB har ikke vundet på MCH Arena siden en pokalkamp i april 2011, og i superligaen daterer den seneste sejr sig tilbage til FC Midtjyllands helt unge dage i 2001. Men mange jævnbyrdige opgør og uafgjorte kampe hører med til statistikken.

Truppen fra 2-1-sejren over FC Nordsjælland har fået genvalg. Michael Jakobsen og Kevin Mensah har siddet over ved flere træningspas i løbet af ugen, men deltog begge fuldt i lørdagstræningen og er klar til kampen, der fløjtes op kl. 16.