Esbjerg Golfklub vil udnytte titel som Danmarks bedste

Esbjerg Golfklubs bane i Marbæk Plantage er kåret til Danmarks bedste. Nu satser klubben på at tiltrække spillere fra hele verden.

Blandt danske golfspillere har Esbjerg Golfklubs bane midt i de smukke omgivelser i Nationalpark Vadehavet længe været en af de mest eftertragtede i Danmark.

Nu har klubben også fået papir på det. 

Ved World Golf Awards i Abu Dhabi er Marbækbanen blevet kåret som Danmarks bedste, og det vil golfklubben nu bruge til at få flere gæster fra udlandet til at besøge banen.

- Til kåringen hernede i Abu Dhabi har jeg været i kontakt med en masse rejseagenter, og det skal vi selvfølgelig forsøge at udnytte nu, fortæller trænermanager Johannes Eriksen, der oplever stor interesse fra udlandet.

Det er afstemning blandt golfspillere og journalister, der står for kåringen. Ved afstemningen i 2018 blev banen kåret som den næstbedste.

Belønningen for hårdt arbejde

Men de mange roser kommer ikke af sig selv. Der ligger masser af hårdt arbejde bag ved at få prisen som den bedste bane.

- Vi er blandt andet oppe imod The Great Northern banen i Kerteminde. Det er en privatbane, der er ejet af Lego-arving Thomas Kirk-Kristiansen, fortæller Johannes Eriksen.

På listen over de bedste golfbaner i Europa ligger Marbækbanen allerede i Top 70, og det er noget, der bliver lagt mærke til blandt udenlandske golfspillere.

- Vi har allerede haft besøg af grupper fra USA og  Kina, som var yderst begejstret for vores anlæg. En ting er, at banen er god, men at den også ligger i Nationalpark Vadehavet er noget helt specielt for mange turister, fortæller Johannes Eriksen.