Esbjerg kan rykke op i dag

EfB får opbakning fra flere hundrede tilhængere, når holdet lørdag eftermiddag i kampen mod Vejle Kolding Boldklub på Jokri Park har første matchbold i slaget om oprykning til Superligaen.

En sejr betyder, at EfB er tilbage i superligaen.

Fanklubben Blue Knights sender to busser, EfB?s frivillige har udset topkampen i Vejle som målet for den årlige tur til en udekamp, og desuden ventes et stort antal EfB-tilhængere at følge efter i tog og private biler.

EfB?s adm. direktør, Søren Poulsen, glæder sig over, at spillerne vil mærke støtten fra mange EfB-tilhængere til kampen. EfB?s ledelse ønsker dog ikke - syv spillerunder før afslutningen på Betsafe Ligaen - at gøre opgøret i Vejle til det ultimative oprykningsslag.

- Spillerne og trænerteamet har bragt os i den enestående situation, at vi har mange muligheder for at sikre os oprykningen til Superligaen, og kampen på lørdag er den første. Vi anerkender de mange EfB-tilhængere, der vælger at tage med for at bakke op, og jeg glæder mig især over, at de frivillige hjælpere ved EfB?s kampe har haft en heldig hånd og valgt netop denne kamp til deres årlige tur. Men vi er oppe imod en velspillende og ambitiøs modstander, og hvis det ikke lykkes os at vinde og sikre os oprykningen i Vejle, har vi yderligere seks spillerunder til at gøre arbejdet færdigt, siger Søren Poulsen.

Med syv spillerunder tilbage har EfB et forspring på 16 point til Vejle Kolding, der kæmper for at holde trit med den anden oprykningskandidat, Randers FC, i toppen.

EfB har dog ikke vundet på Vejle Stadion i 18 år, og hvis klubben skal fortsætte med at øge klubrekorden, denne gang til 11 sejre i træk, må spillerne forberede sig på en indledende offensiv fra de rødklædte VBK-spillere. Med 22 mål i første halvleg er hjemmeholdet ligaens mest scorende hold før pausen.

I det hele taget er det Betsafe Ligaens to mest scorende mandskaber, der mødes. EfB har med 46 mål scoret fire flere end Vejle Kolding. Der er udsigt til et brag af en sydjysk fodboldklassiker.

Kampen fløjtes i gang kl. 14.30