Esbjerg Lærerforening: Rygepolitik må ikke være hysterisk

I Esbjerg Lærerforening mener man, at stramningerne af rygepolitikken i Esbjerg Kommune er hysteriske.

Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune har mandag vedtaget nye rygeregler for de kommunalt ansatte. Det betyder, at rygning ikke må finde sted i arbejdstiden undtagen i selvbetalte pauser, ligesom der er flere andre nye regler for rygningen.

I Esbjergs Lærerforening kalder man dog de nye regler for hysteriske.

- Jeg synes, det er fint med rygepolitik, bare det ikke bliver hysterisk, siger Kenneth Nielsen, der er formand for Esbjerg Lærerforening, til TV SYD.

Han mener iæsr, at reglen om, at der ikke må ryges i kommunens uniformer, overtøj m.v. kan blive problematisk.

- Indtil videre skal reglerne tolkes sådan, at du ikke må ryge i uniform. Og vej- og park-medarbejdere skal de så tage jakken af for at ryge og stå i bar mave udenfor? Der skal laves undtagelser der, hvor det skriger til himlen, siger Kenneth Nielsen.

Heller ikke reglen om, at rygningen kun skal foregå i selvbetalte pauser, er man videre begejstret for i Esbjerg Lærerforening.

- Hvad med folk, der tisser mere end andre, eller er mere syge. Skal de trækkes i løn?, spørger Kenneth Nielsen.

Kenneth Nielsen er selv tidligere ryger, men han stoppede, da det blev for besværligt, oplyser han til TV SYD.