Esbjerg mangler den sidste skarphed

11 hjørnespark og 24 skud heraf 4 på mål var ikke nok til at få bolden over stregen. Dermed måtte Esbjerg nøjes med en nul-løsning i en ellers livlig kamp hjemme mod bundproppen Silkeborg.

Gæsterne fra Silkeborg sluttede endda med 10 mand på banen, da Jens Martin Gammelby fem minutter før tid blev præsenteret for sit andet gule kort og måtte forlade banen.

Esbjerg havde torsdagens skuffende Europa League-nedtur til polske Ruch Chorzow i frisk erindring og endnu mangler holdet den første sejr i superligaen.

Ikke desto mindre var det et friskt spillende Esbjerg-mandskab, der kampen igennem havde flere gode muligheder for at komme foran. Efter et kvarter kom Michael Jakobsen højest på et perfekt slået hjørnespark fra Jakob Ankersen, og med hovedet blev bolden dirigeret mod fjerneste målhjørne. Men en flot redning fra Silkeborg-målmand Kasper Jensen forhindrede føringen.

Også anden halvleg bød flere gode muligheder, og Esbjerg gav de sidste 25 minutter debut til nyindkøbte Lasse Rise i forsøget på at få det forløsende mål, men lige lidt hjalp det.

Superligaens to pt mindst scorende hold måtte gå målløse fra banen og konstatere, at det stadig kniber med skarpheden.

Mens Silkeborg slet ikke har scoret i sæsonens fire første kampe, har Esbjerg dog lavet tre kasser, og hvis holdet kan bevare optimismen og det aggresive spil, må der snart komme flere.

Lørdag venter dog en på papiret noget hårdere modstander, når de blå-hvide skal til Aalborg og forsøge at hente point hos de danske mestre AaB.

Fra Twitter:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.