Esbjerg og Varde får fælles forsyning

Esbjerg Forsyning og Varde Forsyningsservice er nu slået sammen i et fælles serviceselskab ved navn Din Forsyning A/S. Vardes borgmester Erik Buhl Nielsen er valgt som bestyrelsesformand for det nye selskab.

Fra Nymindegab i nord til Ribe i syd. Og Blåvand i vest til Gørding i Øst.

DIN Forsyning A/S dækker et stort geografisk område og bliver et af landets største forsyningsselskaber med 165.000 forbrugere.

Sammenlægningen af de to forsyninger berører de administrative og driftsmæssige ydelser. Det betyder, at nok er navn, logo og telefonnummer nyt, men opgaverne uændrede. Kunderne vil ikke opleve de store ændringer i dagligdagen i forhold til deres hidtidige kundeforhold.

- DIN Forsyning A/S vil fortsat være garant for, at vore kunder får rent drikkevand, stabil fjernvarme og sikker håndtering af spildevand i Esbjerg og Varde kommuner og i Varde Kommune en miljøvenlig affaldshåndtering, siger Erik Buhl Nielsen, bestyrelsesformand for DIN Forsyning A/S.

Det nye selskab blev officielt stiftet med virkning fra i går.