Esbjerg reddet - næsten

Esbjerg vandt 1-0 over Silkeborg i går. Dermed er klubben næsten sikker på endnu en sæson i Superligaen.

På et mål af Arnór Smárason vandt Esbjerg i går 1-0 over Silkeborg, som ligger sidst i Superligaen.

Dermed kan Esbjerg begynde at regne med Superligabold næste sæson.

- Vi er tæt på at have aflivet det nedrykningsspøgelse, der har hængt over os siden efteråret. Der er måske stadig teoretiske muligheder, men vi har lagt os i en position, hvor vi er mere eller mindre sikre på, at der spilles Superligabold i Esbjerg næste år, siger cheftræner Jess Thorup til klubbens hjemmeside.