Esbjerg satser på øjeblikkelig oprykning efter nedtur

Esbjerg vil tilbage til Superligaen hurtigst muligt, efter at klubben søndag rykkede ned i 1. division. Troels Bech stopper som træner.

Esbjerg rykkede søndag ned i 1. division, da holdet for anden weekend i træk tabte til Hobro efter at have været foran.

Efter en pauseføring på 1-0 tabte vestjyderne nemlig 1-2 i Hobro, og nederlaget betyder altså, at holdet med 22 point mod Hobros 30 og bare seks point tilbage at spille om ikke længere kan kalde sig superligahold efter sommerpausen.

Men selv om holdet må ned på anden klasse i en sæson, så siger Esbjergs administrerende direktør, Brian Knudsen, efter søndagens nederlag, at klubben sigter efter direkte oprykning fra 1. division til landets bedste fodboldrække igen til trods for et andet setup end tidligere.

Ti år med store bølgeskvulp i Esbjerg

2010/11: Rykker ud af Superligaen.

På sidste spilledag rykker Esbjerg ud af Superligaen sammen med Randers FC, efter at de to klubber spiller 2-2 i sidste spillerunde. Det er dermed enden på ti sæsoner i træk i landets bedste række for vestjyderne.

2011/12: Vinder 1. division.

Uden problemer fører Jess Thorup et talentfuldt Esbjerg-hold tilbage i Superligaen.

2012/13: Pokalvinder.

For tredje gang i klubbens historie - og første gang i 37 år - vinder Esbjerg pokaltitlen. Klubben imponerer også i Superligaen, hvor oprykkerne slutter som nummer fire. Martin Braithwaite sendes til Toulouse som det første store salg fra et talentfuld kuld.

2013/14: Europæisk eventyr.

Under klubbens nye cheftræner, Niels Frederiksen, opnår Esbjerg stor europæisk succes. Klubben kvalificerer sig først til gruppespillet og siden 16.-delsfinalerne i Europa League. Brødrene Peter og Jakob Ankersen sælges, ligesom forsvarsklippen Eddi Gomes og topscorer Martin Pusic også bliver pæne millionsalg.

2014/15: Flirter med nedrykning.

Efter den flotte europæiske sæson ender Esbjerg med en europæisk fiasko og ryger ud i Europa League-kvalifikationen til Ruch Chorzow fra Polen. I Superligaen når Esbjerg at flirte med nedrykning, men klarer frisag.

2015/16: Trænerkabale begynder.

Kort inde i den nye sæson ryger Niels Frederiksen på porten. Michael "Mex" Pedersen får ansvaret midlertidigt, inden Jonas Dal forlader konkurrenten Hobro og tager over. Esbjerg slutter som nummer 11, men på grund af en forestående udvidelse til 14 hold, rykker kun et hold ud af Superligaen, og Esbjerg slipper med skrækken.

2016/17: Flere fyringer og nedrykning.

Få dage inden sæsonstart smides Jonas Dal på porten. Rutinerede Colin Todd kommer ind, men resultaterne udebliver. Todd droppes før jul og erstattes af Lars Lungi Sørensen, men klubmanden kan ikke redde et Esbjerg-hold fuld af eksotiske lejespillere. Esbjerg rykker ud efter playoffnederlag til AC Horsens.

2017/18: Oprykning til Superligaen.

Hollænderen John Lammers fører Esbjerg tilbage i Superligaen via en samlet playoffsejr over Silkeborg.

2018/19: Bronzemedaljer. I den afsluttende del af sæsonen går alle marginaler med Esbjerg. Klubben kommer på mærkværdig vis i mesterskabsslutspillet efter en fatal målmandsbrøler fra Vejles Thomas Hagelskjær.

Esbjergenserne tøjler rækkens bedste hold, og for første gang i 15 år vinder klubben bronze.

2019/20: Elevatoren kører ned igen.

Hvedebrødsdagene er ovre. Esbjerg ryger hurtigt ud af Europa uden at score mod Shakhtyor Soligorsk fra Hviderusland. I Superligaen går det også trægt, og John Lammers smides på porten. Claus Nørgaard overtager roret midlertidigt, inden Lars Olsen hives ind til sit første klubjob i ni år. EM-helten får ikke succes, og spillertruppen mister tilliden til træneren, som trækker sig. Vikaren Troels Bech formår ikke at redde vestjyderne, der igen må ned i 1. division.

- Det er helt klart, at målet for næste sæson er oprykning. Vi vil ikke komme til at køre på samme niveau som i år, men vi har besluttet, at vi kører forretningen på et godt 1. divisions-niveau. Men vi kommer ikke til at køre med et setup, hvor vi bruger flere penge, end vi får ind, fastslår Esbjerg-direktøren.

Se på nye spillere

Derudover melder direktøren også, at spillertruppen til næste sæson meget vel kan se noget anderledes ud, da han ikke vil afvise salg af spillere, mens klubben også skal ud og se på nye spillere.

- En del af det at være en fodboldklub omhandler også at sælge spillere, og jeg vil ikke udelukke, at hvis der kommer nogle bud på vores spillere, så får de også lov til at prøve sig af andetsteds. Om de nye spillere skal komme fra egne rækker, må vi jo se, men jeg tror også, vi skal ud og hente forstærkninger, fortæller han.

Bech stopper som træner

Troels Bech, der blev ansat på en kontrakt sæsonen ud inden starten på nedrykningsspillet, fortsætter som ventet ikke som træner i klubben i 1. division, slår Brian Knudsen fast efter kampen, men han afviser ikke, at Bech måske får en anden rolle i Esbjerg.

- Det er ikke noget, jeg kan stå at kommentere nu, da vi først fra i morgen sætter os ned og kigger på, hvordan vi skal drive klubben fremadrettet.

Heller ikke Bech selv vil kommentere, om han er i klubben efter denne sæson.

- Det er slet ikke et tema for mig lige nu eller for Esbjerg. Lige nu er det nogle andre ting, det drejer sig om, siger han.