Esbjerg Storcenter vil holde åbent alle søndage

En ny liberalisering af lukkeloven er nu trådt i kraft og giver handlende lov til at holde åbent foreløbig 30 søndage om året. Esbjerg Storcenter vil fra efteråret udnytte muligheden for at holde søndagsåbent resten af året.

De nye regler trådte i kraft med virkning fra den 1. juli - og endnu er det kun få butikker og centre, der har meldt ud, hvordan de vil holde åbent frem over.

Sådan er de nye regler

Fra den 1. juli 2010 udvides muligheden for alle butikker for at holde søndagsåbent til:
1. Første og sidste søndag i hver måned.
2. Alle søndagene i december.
3. Fire løse søndage i løbet af året.
Det vil sige cirka 30 søndage om året mod cirka 20 søndage i dag.
Fra den 1. oktober 2012 ophæves lukkeloven helt på nær på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter kl. 15.00. Dagligvarebutikker med en omsætning under 25 mio. kr. inkl. moms kan dog fortsat også at kunne holde åbent på disse dage.
Der er kun lukketidsbestemmelser for helligdage, grundlovsdag og jule- og nytårsaftensdag. Søndage regnes ikke som helligdage.
Ingen forretningsdrivende kan tvinges til at holde åbent på hverdage efter kl. 20.00, lørdage efter kl. 17.00 og på søndage. Det er derfor fortsat op til den enkelte forretning at vurdere, om det kan betale sig at holde åbent om søndagen.