Esbjerg-træner håber på stor opbakning mod AGF

Esbjerg fBs cheftræner, Lars Lungi Sørensen, glæder sig over byens opbakning i svær stund - og vil gøre alt for, at AGF ikke scorer fatale udebanemål.

Meget er på spil i Esbjergs to play off-kampe mod AGF. Det gælder om at undgå endnu mere nervepirrende slutkampe mod taberen af den anden playoff-runde for at redde sig fri af den 14. plads, der betyder direkte nedrykning.
- Alle kender til betydningen af kampen, men vi kan ikke pludselig opfinde en masse nyt, og vi tror på det, vi gør og kan, siger Lars Lungi Sørensen inden opgøret.
Forberedelserne har været som til ethvert andet opgør mod AGF, mest med fokus på eget spil, men også med et blik på modstandernes styrker og spilmønstre, som kan rumme både trusler og muligheder.
- Jeg tror, at udebanemål kan få stor indflydelse på det samlede regnskab. Derfor vil vi fokusere meget på, at modstanderne ikke kommer til lette mål, og at de helst ikke scorer overhovedet. Det er ikke ensbetydende med, at vi vil spille defensivt, og jeg håber da, at vi kan komme til chancer og gerne score mål, siger Lars Lungi Sørensen.
Andreas Nordvik, Jesper Jørgensen og Jeppe Andersen er tilbage i en 19-mandstrup efter skader, og Georgios Katsikas er med efter en karantænedag, mens Jeppe Brinch, Emmanuel Oti Essigba og Brent McGrath er ude af truppen.

Der er kampstart på Blue Water Arena kl. 16 - og opgøret kan følges i tv på Canal 9.