Esbjerg-træner melder sig syg før slutspurt om overlevelse

Michael Kryger overtog tøjlerne i Esbjerg fB, da Roland Vrabec blev vippet af posten som cheftræner i begyndelsen af marts. Men nu er også Michael Kryger væk.

Den kriseramte klub fra 1. division meddeler på sin hjemmeside, at Michael Kryger er sygemeldt på ubestemt tid.

Steffen Ernemann, der har fungeret som assistenttræner for Michael Kryger, overtager rollen som cheftræner frem mod klubbens kamp hjemme mod HB Køge i den kommende weekend.

Som støtte får han Rafael van der Vaart og målmandstræner Frode Birkeland.

Steffen Ernemann spillede i sin aktive karriere hos Esbjerg i tre år. Siden sommeren 2020 har han været ansat som træner for klubbens U19-hold.

Nu er han pludselig cheftræner for førsteholdet, og opgaven er alvorlig.

Esbjerg, der i 2019 vandt DM-bronze, er således særdeles tæt på et totalt sammenbrud.

Vestjyderne ligger lige over nedrykningsstregen i 1. division, hvor de har samme antal point som Fremad Amager, der ligger lige under nedrykningsstregen.

I sidste uge fortalte sportschef Jens Hammer Sørensen, at Michael Kryger som udgangspunkt skulle være cheftræner resten af sæsonen og dermed klubbens redningsmand.

Sådan gik det ikke.