Esbjerg trak i sportstøjet - måske for sidste gang

Op mod 60 arrangementer fik pulsen til at stige, da Esbjerg fredag aften holdt idrætsnat. Og måske var det sidste gang, da kommunen overvejer at droppe sit tilskud til arrangementet.

Cykling på Torvet, kørestolsbasket i musikhuset, boksning, rollerskate og golf på p-pladserne rundt om i byen.

Midtbyen var forvandlet til et idrætscenter, da idrætsforeningerne i Esbjerg fredag bød på en lang række varierede idrætsoplevelser til den årlige idrætsnat.

Det er 17. gang arrangementet finder sted. Idrætsnatten er arrangeret af Esbjerg Idrætsråd og Esbjerg Kommune. Kommunen bidrager med 236.000 kroner til idrætsnatten - og det er et af spareforslagene til næste års budget.