Esbjergenser fotograferer busstoppesteder i hele verden - nu vises billederne på global hjemmeside

Ida Refsgaard har gennem 20 år fotograferet busstoppesteder rundt i verden. Nu deler fotosiden LensCulture hendes billeder med et publikum på tre millioner.

På en smal vej på en højderyg i Portugal står et rundt busstoppested. I 1997 så Ida Refsgaard fra Esbjerg stoppestedet første gang på en kør-selv-ferie. 

Det var det sødeste lille busstoppested, tænkte hun og greb sit kamera. Hun klikkede et par billeder, inden hun sammen med sin mand kørte videre gennem det portugisiske landskab.

Billedet af det runde busstoppested var egentligt tænkt som et hyggeligt ferieminde, men som årene gik, blev billedet begyndelsen på en lang række billeder af busstoppesteder fra hele verden.

60-80 busstoppesteder fra 14 lande

Ida Refsgaard har de sidste 20 år fotograferet busstoppesteder i 14 lande. Alle billeder er taget på ferier, hvor hun har kørt rundt med sin mand.

Det globale onlinemedie LensCulture, der har et tre millioner stort publikum fordelt på 160 lande, har netop bragt Ida Refsgaards busstoppesteder på deres hjemmeside.

I billedhjulet herunder kan du se et udsnit af de busstoppesteder, som Ida Refsgaard har fotograferet.

Ida Refsgaard har aldrig opsøgt specifikke lokationer, men hver gang hun tilfældigt er kommet forbi et busstoppested, som hun syntes om, har hun fundet sit kamera frem.

Her har Ida Refsgaard fotograferet busstoppesteder:

Island, Færøerne , Danmark, Tyskland, Spanien, Portugal, Marokko, Iran, Indien, USA, Italien, Ungarn, Syrien og Kroatien.

I dag har Ida Refsgaard billeder af 60-80 forskellige stoppesteder. Ved hvert billede har hun tilstræbt, at der skulle være ro ved busstoppestederne.

Ved et busstoppested i Ungarn stod en mand og ventede på bussen, da Ida Refsgaard i 2010 kom forbi.

Hun ventede til bussen var kørt, og manden var væk. For hvis der var mennesker på billederne, ville konceptet være et andet.

Busstoppestedet er et sted for fordybelse

Ida Refsgaards fascination af fotografi begyndte, da hun var 11 år. Hun fik sit første kamera af sin storebror, som lavede et mørkekammer i familiens fyrkælder. 

Her lærte hun at fremkalde billeder på traditionel vis, og mens hun stod lænet over badene og så billederne tone frem, mærkede hun en særlig magi, som voksede med hende ind i voksenlivet.

Netop nu har Ida Refsgaard en udstilling på Mandø Kro, men du kan også se hendes fotografier på hendes hjemmeside.
Netop nu har Ida Refsgaard en udstilling på Mandø Kro, men du kan også se hendes fotografier på hendes hjemmeside.
Foto: Ida Refsgaard

Ida Refsgaard er pensioneret, men hun har arbejdet som lærer og skolevejleder i mange år. Fotografi var aldrig tænkt som en levevej, men har været en livslang passion, hvor hun fortsat tager kurser og deltager i undervisningsforløb for at dygtiggøre sig. 

Landskaber og arkitektur har altid inspireret hende, og hun drages af små spanske og italienske byer, der ligesom busstoppestederne vidner om fortiden.

Ida Refsgaard fotograferede dette busstoppested i Palmyra i Syrien i 2009.
Ida Refsgaard fotograferede dette busstoppested i Palmyra i Syrien i 2009.
Foto: Ida Refsgaard

Af de utallige busstoppesteder er det syriske busstoppested Ida Refsgaards favorit. 

Busstoppestedet ligger lige ved siden af nationalmuseet ved indgangen til parken, og her har hun mange oplevelser fra. Derfor får busstoppestedet en anden værdi end bare at være et busstoppested.

Udover ferieminder gemmer busstoppestederne på en lang række historier, synes Ida Refsgaard. Stoppestedet i sig selv, landskabet omkring og landet har en sammenhæng, hvor stoppestedet siger noget om byggematerialer og traditioner på egnen.

For Ida Refsgaard er et busstoppested et sted, hvor man har tid til at vente, fordybe sig og tænke. Stederne er metaforer for tænkningen og det at falde ind i sig selv, mens man venter på noget så simpelt som bussen.