Esbjergs buslæskærme på vej til byretten

En strid om designet af de nye buslæskærme i Esbjerg kan ende med et retsopgør.

Læskærmen fra Aarhus.
Læskærmen fra Aarhus.

Firmaet Clear Channel har indgået en 15-årig aftale med Esbjerg Kommune om opstilling af læskærme. Kommunen får læskærmene gratis mod, at Clear Channel kan sælge reklamepladsen.

Konkurrenten AFA JCDecaux kræver nu, at Clear Channel øjeblikkeligt stopper produktionen af nye læskærme til Esbjerg. Firmaet beskylder konkurrenten for at have stjålet deres design.

Esbjergs læskærme er designet af arkitekt Henning Larsen, mens AFA JCDecaux bruger læskærme designet af professor Knud Holscher.

- Ligheden med den buslæskærm, som jeg i 1999 tegnede til Aarhus, er slående. Se på tagets konstruktion. Kig på bjælken under tagfladerne, stolpen for enden, der hæver sig over taget med plads til angivelse af buslinjerne, placeringen af køreplaner og bykort i den samme bjælke og se på glaspartierne. Det er stort set identisk alt sammen. Bænken, som er placeret i Clear Channel?s buslæskærm, adskiller sig fra dén, man kan se i vores Aarhus-skærm, men den ligner til gengæld bænken fra vores buslæskærm i København, siger Knud Holscher. 

Reklamefinansieret

AFA JCDecaux og Clear Channel står for næsten al reklamefinansieret byinventar i Danmark. De to firmaer konkurrerer indædt om at tilbyde kommunerne det mest lækre design.

- Derfor samarbejder vi med en række forskellige internationale arkitekter og designere, for kommunerne vil gerne have noget, der er unikt, siger direktør Kim Axelsen, AFA JCDecaux.

Han truer med at slæbe Clear Channel i byretten.

Hos Clear Channel tager administrende direktør Henrik Sørensen udsigten til et retsopgør med sindsro.

- Jeg tager det helt afslappet, men jeg er forundret. To toparkitekter kopierer ikke hinanden, og i øvrigt er læskærmene hverken mønster- eller patentbeskyttet. Kravene til læskærme er ens, så de kommer nødvendigvis til at ligne hinanden, men vores skærme er ikke kopier. Sagen er simpelthen for langt ude, siger han.

Henrik Sørensen vil ikke standse produktionen af læskærmene.

AFA JCDecaux står fast:

- Hvis ikke Clear Channel af sig selv standser produktion og markedsføring af Henning Larsen designet, skal sagen afgøres i Københavns Byret.