Esbjergs kuttere er gået i nettet

Nu kan alle få et gensyn med Esbjergs mange kuttere gennem tiderne. Fiskeri- og Søfartsmuseets arkiv rummer tusindvis af kutterfotos fra Esbjerg-fiskeriets lange historie, og museet har nu valgt nogle af de bedste ud og lagt dem på internettet.

Billederne dækker perioden fra de første årtier af 1900-tallet til nutiden. Antallet af fartøjer var størst i 1960?erne, hvor det lå på mellem 500 og 600, men de mange fotos dækker mere end 100 års fiskeri, og derfor er det samlede antal på langt over 1000 fotos.

De mange kuttere er ordnet i digitale mapper efter havnekendingsnummer, dvs. fra E.1 til E.50, fra E.51 til E.100 osv., og mapperne viser blandt andet de mange forskellige fartøjer, der har haft det samme nummer set hen over en periode på mere end 100 år.

Selv om antallet af kutterfotos er stort, er museet fortsat interesseret i henvendelser om fotos. Der er fortsat mange kuttere ? især af ældre dato ? som ikke findes i fotoarkivet, og folk som ligger inde med fotos af kuttere er meget velkomne til at kontakte museet.

Til glæde for alle, som har lyst til et gensyn med byens fiskerflåde, kan et foto af hver enkelt esbjergkutter ses online via Google+ gennem et link fra museets hjemmeside www.fimus.dk.