Esbjergs nye vandværk er ramt af hærværk

Det nye vandværk i Esbjerg er i øjeblikket under opførelse på en bar mark i Kjersing-industriområdet. Byggeriet er ramt af alvorligt hærværk inde i bygningen med skader for ca. 250.000 kroner.

Til efteråret skal det nye Esbjerg Vandværk stå færdigt. Arbejdet har været i gang i 10 måneder på pladsen, men nu er der risiko for forsinkelser efter et indbrud og alvorligt hærværk inde i bygningen.

- Ved indbruddet blev der blandt andet brugt en pulverslukker til omfattende hærværk. Efter en inspektion af skadernes omfang foretaget af tyske specialister er rengørings- og oprydningsarbejdet nu igang. Det ventes at koste over 250.000 kroner og kan forsinke projektet og idriftsættelsen af vandværket væsentligt, siger Søren Tygesen, projektleder hos DinForsyning til TV SYD.

Der er også frygt for, at der kan være negative effekter på lang sigt på udstyr og materiel, fordi pulveret fra pulverslukkeren trænger ind over alt. 

Din Forsyning ser alvorligt på hærværket på vandforsyningsanlægget - ikke mindst af hensyn til sikkerheden for, at drikkevandet altid er rent.

Nu er sikringen af bygningen og videoovervågningen øget og på det færdige vandværk vil adgangskontrol og overvågningen være massiv.