Èt døgn uden mobil: Vi har været mere sammen

Et døgn uden en mobiltelefon kan lyde som et mareridt for mange unge. På Ungdomshøjskolen ved Ribe var det virkelighed fra onsdag til torsdag.

Ingen sms’er, opkald eller konstante opdateringer om, hvad der sker, og hvad vennerne laver. Sådan har de sidste 24 timer set ud for eleverne på Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Som et eksperiment har de skulle bruge et døgn uden den elektroniske livline til venner, nyheder og underholdning. I dag fik de telefonerne igen, og selvom gensynsglæden var stor, så viste det sig hurtigt, at eleverne ikke var gået glip af det store.

quote

Folk de er kommet ud af værelserne, og vi har været meget sociale.

Tanya Hyldgaard, højskoleelev, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

- Jeg er ikke gået glip af noget. Det kan være, at ens mor lige har skrevet til en, men der er ikke noget, hvor jeg tænker ’det missede jeg’, siger Tanya Hyldgaard til TV SYD.

Mens mobiltelefonerne har været gemt væk, så opstod der nye ting på højskolen.

- Folk de er kommet ud af værelserne, og vi har været meget sociale. Der har været mere liv, og det har været mere hyggeligt, fordi folk har siddet og snakket, og vi har været sammen, siger Tanya Hyldgaard. 

Forstander: Der har været mere liv

Højskolens forstander kunne også tydeligt mærke forskellen.

- Der var meget mere liv på skolen simpelthen i går aftes, og det synes jeg er godt, for det spiller jo sammen med det, man som højskole gerne vil med de unge mennesker, siger Per Jacobsen, forstander, Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Det var Jakob Aagaard, der er tidligere elev på højskolen og nu ledelsescoach, der gerne ville teste elevernes evne til at lægge mobilen væk. Han blev overrasket over, hvor godt det mobilfri døgn er gået.

- Jeg kom nok med en tro om, at lige så snart mobiltelefonerne blev taget fra dem, så faldt verden sammen. Det gjorde den jo slet ikke, siger Jakob Aagard.

Højskolen overvejer mere mobilfri 

De 24 timer uden en mobiltelefon i hånden eller lommen har fået skolen til at overveje, om der skal være mere tid uden mobiler på skolen.

- Det maner da til eftertanke, vil jeg sige. Men vi skal jo have eleverne med på ideen, tænker jeg. Vi skal høre, hvordan de har oplevet situationen. Men for mig var det en meget markant oplevelse, siger forstander Per Jacobsen.

De elever TV SYD i dag talte med på Ungdomshøjskolen har været glade for de mobilfritimer. De er dog usikre på, om det kommer til at ændre noget.

- Jeg tror ikke, det har ændret noget, men jeg tror bare det har ændret, hvordan man tænker på mobilen, siger Tanya Hyldgaard.