Europamester holdes fortsat i koma

Triatleten Camilla Pedersen fra Esbjerg er stadig så medtaget af sit cykelstyrt i sidste uge, at hun bliver holdt i koma. Hun styrtede under en træningstur og fik slemme skader i hovedet.

I første omgang var håbet, at hun skulle ud af sit koma efter tre døgn, men nu oplyser Dansk Triatlon Forbund, at den 30-årige europamester fortsat bliver holdt i kunstigt koma, og befinder sig i en kritisk tilstand.

- Camilla bliver medicineret på maksimum med sovemedicin, og da det har stået på siden tirsdag aften, vurderer det medicinske personale, at der kan gå op til uger fra den dag, medicinen nedtrappes til, at Camilla vågner, skriver landstræner Michael Krüger.

- Opstår der komplikationer under nedtrapningen, vil medicinen optrappes igen. I så fald vil det tage endnu længere tid, skriver han på unionens hjemmeside.

- Da der indtil nu ikke er udsigt, at denne nedtrapning kan igangsættes, må vi desværre forvente, at der kan gå særdeles lang tid, før der kan gives prognoser for Camillas udfordringer, fortsætter han.

Ifølge Michael Krüger har Camilla Pedersen fået foretaget to indgreb for at holde trykket i kraniet nede.

Landstræneren siger videre til Ekstra Bladet, at det i første omgang slet ikke handler om europamesterens fremtid som triatlet. Hun vandt EM på den halve ironman-distance tidligere i år.

- Det handler i første omgang om, at hun kommer tilbage til os med så få mén som muligt, siger han til avisen.